Længe inden The McConnaisance havde Matthew McConaughey én af sine bedste og mest seriøse roller i 90’erne i retssals- og racismedramaet ‘A Time to Kill’.
Det var en 1996-filmatisering af John Grishams debutroman, hvor Matthew McConaughey spillede advokaten Brigance, der forsvarede en sort mand (Samuel L. Jackson), som var på anklagebænken i sydstaterne for at have dræbt de to hvide mænd, der voldtog hans 10-årige datter. Også Sandra Bullock var på rollelisten.
Uden helt at kunne vouche for, hvordan Joel Schumachers film holder i dag, så var det i hvert fald dengang et gribende retssalsdrama båret af indignation og gode præstationer, hvor McConaughey gav en fornem opvisning i den blanding af charme og oratoriske evner, som er blevet hans varemærke.
Og nu ser det ud til, at den 51-årige skuespiller genbesøger rollen. Den nye HBO-serie ‘A Time for Mercy’ er nemlig en sequel til ‘A Time to Kill’, og denne gang skal Brigance forsvare en dreng, der har myrdet sin mors politikæreste, som ifølge drengen var voldelig over for familien.
Det vides endnu ikke, hvem der skal skrive serien, men med Matthew McConaughey om bord virker chancerne for, at den kan blive en realitet, gode.
McConaughey var en nøgleingrediens til at gøre ‘True Detective’ (sæson 1) til en øjeblikkelig klassiker for HBO.