Siden Guy Ritchie brød igennem med gangsterkomedien ‘Snatch’ fra 2000, har han ikke helt kunnet holde samme niveau. Lavpunkterne i bagkataloget må være billetsalgsfloppet ‘Kong Arthur: Legenden om sværdet‘ fra 2017 og det fesne (om end storsælgende) ‘Aladdin‘-remake to år senere.
Med sidste års ‘The Gentlemen’ vendte Ritchie imidlertid tilbage til den velkendte gangstergenre, hvilket ifølge vores anmelder resulterede i den britiske instruktørs bedste film siden netop ‘Snatch’. Og hans næste film, ‘Man of Wrath’, fortsætter i samme kriminelle og punchline-fyldte spor.
Jason Statham er i centrum for den nye actionbasker, der netop har fået sin første trailer. Han får selskab af blandt andre Holt McCallany (‘Mindhunter’), Jeffrey Donovan (‘Let Him Go’) og Scott Eastwood (‘The Outpost’), mens også hitmageren Post Malone kigger forbi.
‘Man of Wrath’ er baseret på den franske film ‘Le convoyeur’ fra 2004 og følger en sikkerhedsvagt med tilnavnet H (Statham), der får nyt arbejde med at transportere store mængder penge.
Da en gruppe kriminelle forsøger at røve pengetransportbilen, overrasker H kollegaerne med koldblodighed og umanerligt præcise skydeevner. Som den nye trailer afslører, har han da også et andet ærinde end at transportere penge. Han vil have hævn.
Filmen kommer i de amerikanske biografer 7. maj og afventer i øjeblikket dansk premieredato. Måske den kan være med til at skyde biografåbningen i gang?