’Aladdin’: Will Smiths lampeånd kan ikke puste magi i Disneys live-action-film
I Disneys nye live-action ’Aladdin’ er det Will Smith, som spiller lampens ånd Genie. Han er det eneste Hollywood-navn på plakaten – og selvom filmen hedder ’Aladdin’, ved de godt, hvem historiens virkelige stjerne er.
Men det er som bekendt svært at fange et lyn i en flaske – eller i en lampe – og det er ikke lykkedes her at genskabe den vilde energi fra originalen.
Animationsfilmen fra 1992 føltes anderledes livlig i en tid, hvor animationsgenren havde det svært. ’Aladdin’ blev infuseret med vildskab ved at slippe Robin Williams løs som lampeånd, og så måtte animatorerne bare prøve at følge med. Det var noget nyt at lave improvisationer midt i de dyre og langsommelige animationsprocesser. Men det gjorde Genie til noget særligt (og med dansk tale formåede Preben Kristensen at matche præstationen).
Disney har ikke lavet ret meget om på historien i den Guy Ritchie-instruerede familiefilm anno 2019. Bortset fra at rette lidt i nogle kulturelle stereotyper og give Jasmin mere girlpower i erkendelse af, at den klassiske prinsessefigur, som skal reddes, er umoderne. Ellers kan man sagtens genkende historien om den godhjertede gadedreng Aladdin, som af en eller anden årsag er den »uslebne diamant«, som kan få adgang til en trolddomshule, hvor en magisk lampe befinder sig.
Sultanens lumpne vesir Jafar kender lampens kraft og vil have fingre i den. Han lokker Aladdin ned i hulen, men Aladdin undslipper med lampen, et flyvende tæppe og en ny bedsteven. Han beder lampens ånd gøre ham til en prins, så han kan vinde den smukke datter af sultanen, og så starter forviklingerne.
Skurken Jafar bliver desværre aldrig hverken uhyggelig eller spændende i hollandsk-marrokanske Marwan Kenzaris skikkelse, men egyptisk-canadiske Mena Massoud og indisk-engelske Naomi Scott som Aladdin og Jasmin udgør et overbevisende par, som opsluges af ung kærlighed. Og så kan de synge, så ’A Whole New World’ føles musical-storladen på den rigtige måde.
Som et af de nye tiltag har Genie fået en side-kærlighedshistorie, og han er blevet historiens overordnede fortællerstemme. Det betyder uheldigvis, at det er Will Smith, der introducerer os til byen Agrabah i starten af filmen, men hans fremførelse af ’Arabian Nights’ er mildt sagt undervældende.
Smith er uden tvivl blevet valgt, fordi han kan levere Genies rappe replikker. Men som erstatning for Robin Williams’ gakkede energi har vi nu en række mere standardiserede jokes. Nogle af dem er sjove, de fleste er kun okay, og så er der Genies kommentar om, hvad Aladdin dog laver alene med en abe i en jordhule, wink wink og høhø. Måske bliver man bare lidt mærkelig og lummer af at bo alene i en lille lampe i 10.000 år?
Da de første billeder af Smith som Genie kom ud, rynkede internettet på næsen. Der var ikke meget magi over superstjernen med blå maling i hovedet. Det er der stadig ikke. Sammensmeltningen af skuespilleren og hans CGI-version af sig selv er ikke flydende, og selv Smith ser ikke ud til at være fuldt overbevist om, at det overhovedet var en god idé, at caste ham i rollen. Han kæmper for at virke cool, men kammer over i onkelhumor.
Og hans rap over rulleteksterne kunne leveres bedre af Kølig Kaj.
Kort sagt:
Will Smith formår næsten at være Will Smith nok til at køre den hjem på charmen, men magien udebliver, og den nye ’Aladdin’ bliver ikke til mere end pæn Disney-underholdning.