LGBTQ+-repræsentation er ikke en prioritet hos Pixar. Det gør animationsselskabets kreative chef, Pete Docter, meget klart i en ny udtalelse, skriver Deadline.
I et nyt interview med The Wall Street Journal bliver instruktøren bag ‘Monsters, Inc.’, ‘Up’ og ‘Inside Out’ spurgt ind til, hvorfor Pixar under produktionen valgte at skrotte et queer plotspor i sidste års ‘Elio’.
Den slettede scene viste nærmere bestemt en fremtid, hvor den unge hovedperson Elio opforstrer et barn med en partner af samme køn. Scenen var inspireret af den originale instruktør Adrian Molinas oplevelser med at vokse op som homoseksuel. Siden blev manuskriptet dog omskrevet, og Madeline Sharafian og Domee Shi overtog instruktørtjansen.
»Vi laver en film, ikke terapi til flere hundrede millioner dollar«, lyder Pete Doctors forklaring på omskrivningen.
Han forklarer også, at det Disney-ejede selskab havde fundet ud af, at nogle forældre ikke ønskede, at film tog emner op, som de endnu ikke var klar til at tale med deres børn om.
»Efterhånden som tiden er gået, er jeg kommet til at indse, at mit job er at sørge for, at filmene appellerer til alle«, siger Docter til avisen angående den tilbagevendende debat om repræsentation i Pixar-film.
I 2022 udsendte en gruppe anonyme Pixar-ansatte et åbent brev til Disneys ledelse, hvor de klagede over, at deres arbejde blev censureret »for snart sagt alle tilfælde af åbenlyst homoseksuelle affektioner«.
To år senere fortalte fyrede Pixar-ansatte, at de blev bedt om at gøre den 13-årige teenagepige Riley »mindre homoseksuel« i arbejdet med ‘Inside Out 2’, og at folk i ledelsen var »ukomfortable« med queer temaer.
Sidste år kritiserede Snoop Dogg repræsentationen af et lesbisk par i filmen ‘Lightyear’, og forfatteren bag scenen kom med et modsvar.
I skrivende stund har Pixar efterfølgere til velkendte franchises i støbeskeen. Ifølge The Hollywood Reporter er en tredje ‘Monsters, Inc.’-film under udvikling. Inden da får vi ‘Toy Story 5’, ‘The Incredibles 3’ og en efterfølger til ‘Coco’.
