Den vellykkede overlevelsesfilm ‘Arctic‘ med Mads Mikkelsen i hovedrollen var et ret overraskende karriereskridt for brasilianske Joe Penna, som indtil da var bedst kendt som Youtube-musikeren MysteryGuitarMan. Men den unge instruktør beviste sit værd med den iskolde spillefilmdebut, og nu er han klar med næste film, der også står i overlevelsens tegn.
Netflix-filmen ‘Stowaway’, der netop har udgivet første trailer, foregår midt ude i rummet, hvor tre astronauter er på mission med kurs mod Mars. Det viser sig imidlertid, at en fjerde passager ved en fejl er kommet med ombord, og da der kun er ilt nok til tre personer, sætter det besætningen i en vanskelig situation.
»Vi har brugt flere år af vores liv på den her forskning. Er vi sikre på, at vi vil smide alt det her væk?«, siger Daniel Dae Kim undervejs til resten af crewet, som er tvunget til at tage en umulig beslutning.
På rollelisten til det højspændte rum-kammerspil ses desuden Anna Kendrick og Toni Collette samt Shamier Anderson som den blinde passager.
‘Stowaway’ lander på Netflix 22. april, og traileren kan ses herunder.