Emilia Clarke joiner Samuel L. Jackson i ny Marvel-serie på Disney+

Emilia Clarke joiner Samuel L. Jackson i ny Marvel-serie på Disney+
Emilia Clarke i 'Game of Thrones'.

Disney+’s Marvel-serier er kommet flyvende fra start i år med kritiker- og seerroste ‘WandaVision’ og ‘The Falcon and the Winter Soldiers’ – hvorfor forventningerne til sommerens ‘Loki’ (11. juni) da også i skrivende stund har nået et Twitter-hype-stadie normalt forbeholdt de allerstørste successeriers tilbagevendende sæsoner.

Superheltefesten i streamingland stopper dog naturligvis ikke med Tom Hiddlestons joker:

Senere i 2021 venter Disney+s ‘Hawkeye’-serie, og lidt længere ude i fremtiden kan vi nu glæde os til at se Emilia Clarke fra ‘Game of Thrones’ over for Marvel-sværvægteren Samuel L. Jackson i ‘Secret Invasion’.

Det skriver Variety, der netop har fået nys om, at Clarke skulle være en enkelt underskrift fra at slutte sig til seriens i forvejen stjernespækkede cast.

Et cast, der foruden Jackson tæller Ben Mendelsohn (som ligeledes medvirkede i ‘Captain Marvel’), Oscar-vinder og ‘The Crown’-ikon Olivia Colman såvel som ‘Last Night in Miami’s stortalent Kingsley Ben-Adir.

‘Secret Invasion’ handler om jagten på en gruppe magtfulde, formskiftende aliens, der i årevis har infiltreret livet på jorden, under ledelse af Ben-Adirs skurk.

Mendelsohn gentager sin rolle som et andet kamæleonsk, grønt rumvæsen aka. den mere venligtsindede leder af racen Skrulls, Talos, som i ‘Captain Marvel’ blev bonkammerater med Jacksons Fury og Brie Larsons titulære heltinde.

Hvem Clarke skal spille i serien er endnu uvist, men med den lynende hurtige projektudvikling hos Disney+ in mente, går der formentlig ikke længe, før katten er ude i sækken på dén front.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af