Kate Winslet er snart aktuel i krimidramaet ’Mare of Eastown’, som herhjemme får premiere på HBO Nordic 18. april. Før hun sluttede sig til det projekt, medvirkede hun i filmen ’Ammonite’, hvor hun spillede en lesbisk kvinde.
Selvom hun ikke selv identificerer sig som LGBTQ, fortæller hun i et interview med The Sunday Times, at der er et gennemgående kulturelt problem i Hollywood, der afholder homoseksuelle skuespillere fra at springe ud offentligt af ren og skær frygt for at blive nægtet heteroseksuelle roller.
»Jeg kender mange unge skuespillere, nogle kendte og andre, som stadig er nye i branchen, som er rædselsslagende for, at deres seksualitet vil blive afsløret, og det vil stå i vejen for en eventuel casting til en heteroseksuel rolle«, siger Winslet ifølge The Sunday Times og tilføjer resolut:
»Det er fucked up«.
Hun uddyber, at hun kender en velkendt skuespiller, der for nylig fik ny agent. I stedet for at støtte vedkommende var agenten hurtig til at komme med denne reaktionære bemærkning: »Jeg kan forstå, at du er biseksuel. Det ville jeg ikke offentliggøre«.
Hun mener, at problemet bunder i, at skuespillerne frygter for deres karriere, og at det endda kan værre sværest for mændene at komme ud som homoseksuelle i en filmindustri, hvor der i visse kredse er en antagelse af, at homoseksuelle ikke kan spille heteroseksuelle.
Winslet kalder denne anskuelse for noget »fortidigt lort« og tilføjer:
»Det skulle næsten være ulovligt. Du kan næsten ikke forestille dig, hvor udbredt det er. Og det kan ikke kun afgrænses til spørgsmålet om homoseksuelle skuespillere, der spiller homoseksuelle roller. For der er også skuespillere, som i nogle tilfælde vælger at holde deres seksualitet som et privat anliggende. Og det kommer ikke nogen ved«, siger hun.
»Jeg har ikke nogen intention om at udstille eller angribe Hollywood. Men det, vi snakker om, er unge skuespillere, som måske overvejer at gøre karriere inden for denne profession, og forhåbentlig kan vi gøre det mere åbent. Så der er mindre diskrimination og homofobi«.