Corona forpurrede den forventede 2020-premiere på Steven Spielbergs første musical, men nu skulle den være god nok: Sidst på året kommer instruktørens remake af ‘West Side Story’ endelig i biografen, og allerede nu er første teaser-trailer blevet sluppet.
Ligesom i den originale Broadway-musical fra 1957 og den klassiske filmatisering fra 1961 handler Spielbergs kommende film om de rivaliserende bander The Sharks og The Jets og den forbudte kærlighed mellem Tony og Maria.
De forelskede hovedpersoner spilles denne gang af Ansel Elgort (‘Baby Driver’) og debutanten Rachel Zegler. Desuden medvirker Rita Moreno, der modtog en Oscar for sin præstation som Anita i 1961-filmen, i en ny rolle ved navn Valentina. Det er hendes stemme, man kan høre synge ind over den nye trailer.
Tony Kushner, der også stod bag manuskripterne til Spielberg-filmene ‘München’ og ‘Lincoln’, har skrevet den nye filmatisering, som får dansk premiere 22. december.
Se traileren herunder.