’The Handmaid’s Tale’ sæson 4: Mere dyster og voldelig end nogensinde før
Første sæson af ’The Handmaid’s Tale’ fik veltimet premiere kort tid efter Trumps indsættelse i 2017 og blev hyldet som et højaktuelt mesterværk. Men i kølvandet på de to efterfølgende, skuffende sæsoner af den dystopiske seriesucces hviler der et stort ansvar på fjerde sæson, der enten kan redde serien på målstregen eller skyde den helt i sænk.
Tredje sæson sluttede med en dramatisk cliffhanger, da det lykkedes June og hendes medsøstre at gennemføre Mayday-missionen, hvor over 80 Gilead-børn blev fløjet trygt til friheden i Canada. Her måtte frygtløse June ofre sig og tage en kugle i ryggen for at fjerne en Gilead-vagts fokus fra den flygtende gruppe.
I fjerde sæson fortsætter vi, hvor vi slap. Her kommer Junes rødklædte veninder hende til undsætning, hvorefter de søger ly på en ødegård for at lægge planer for deres næste oprør. Her allieres de med gårdejerens 14-årige (!!) kone, Mrs. Keyes (Mckenna Grace), der ligeledes har drabelige hævnplaner mod det kvindeundertrykkende patriarkat efter en traumatisk barndom. Mrs. Keyes og June udvikler med tiden et rørende mor/datter-forhold, hvor Keyes skal vise sig at blive en stor inspiration for Junes hævntogt.
I hælene på June og de andre tjenerinder, der blandt andet inkluderer psykisk og fysisk skrøbelige Janine (Madeleine Brewer), er den sadistiske Aunt Lydia (Ann Dowd) og samtlige af Gileads magthavere, som vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at afstraffe dem for deres gerninger.
Sideløbende sidder ægteparret fra helvede, Fred og Serena Waterford (Joseph Fiennes og Yvonne Strahovski), fortsat fængslet i Canada, mens de skiftevis stikker hinanden i ryggen og genforenes i en giftig magtkamp. Alt ser dog ud til at ændre sig, da Serena kort inde i sæsonen får overrakt en livsændrende nyhed, der ser ud til at blive afgørende for deres potentielle fælles fremtid.
Ikke langt derfra sidder de flygtede børn fast i et juridisk kaos, mens de skal kæmpe med de psykiske skrammer, som Gilead har givet dem. Her knokler Junes veninde Moira (Samira Wiley), hendes mand Luke (O.T. Fagbenle) og den tidligere tjenerinde Emily (Alexis Bledel) med at hjælpe ofrene, der skal finde sig til rette i de nye rammer. Et sideplot, som i øvrigt drager interessante paralleler til nutidens aktuelle flytningekriser.
Selvom man skulle tro, at det var umuligt, fremstår serien mere dyster og voldelig end nogensinde. Og ligesom i de to seneste sæsoner bliver malkningen af Junes efterhånden trættende elendigheder indimellem for gentagende.
Til gengæld lægger sæsonen op til noget helt nyt og ekstremt kærkomment: håbet om, at de undertrykte kvinder omsider får den hævn, som de fortjener, og som man som seer længe har higet efter. »We are Mayday. We don’t hide. We fight«,som June konsekvent fastslår i en af de hidtil stærkeste scener i fjerde sæson.
Dertil er det tiltrængt med opløftende scener, som da tjenestepigerne bryder ud i dans efter en middag på ødegården. Scener som disse er med til at give liv til den mørke fortælling og skabe de til tider savnede kontraster, selvom der stadig er langt mellem snapsene.
Igen er serien yderst velproduceret, og de smukke skud, der er præget af iskolde farver samt stærke close-ups kombineret med de storslåede billeder i fugleperspektiv, er fortsat on point.
Det er også svært at sætte en finger på seriens fremragende skuespilpræstationer. Elisabeth Moss, som selv har instrueret tre afsnit, brillerer stadig i rollen som heltinden June, men hvis du gik og håbede, at du havde set hendes anspændte og sammenbidte ansigtsudtryk for sidste gang, bliver du slemt skuffet.
Aldrig har hendes udtryk været så intenst og nærmest psykotisk, som det er tilfældet her, hvilket naturligvis giver god mening efter alle de pinsler, hun er blevet trukket igennen, men det er efterhånden også blevet skambrugt så meget, at det har mistet sin effekt.
Også den purunge Mckenna Grace gør stort indtryk som den traumatiserede barnebrud, Mrs. Keyes, der i det ene øjeblik udstråler en sårbar barnlighed med sine store dådyrøjne, mens hun i det andet tager form som en kynisk, cigarretrygende morder.
At dømme ud fra sæsonens første tre afsnit tyder meget på, at der er store begivenheder i vente, som kan kan sætte skub i den til tider stillestående fortælling.
Kort sagt:
Der er langt om længe lagt op til en reel kamp mod det kvindeundertrykkende rædselsregime i Gilead.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit i sæson 4.