‘The Handmaid’s Tale’ sæson 2: Mere chok end fremdrift

»Our father who art in heaven, seriously, what the actual fuck?«

Galgen knirker under vægten af tjenerinderne, og en skælvende June ironiserer rystende indebrændt over henrettelsesscenariets groteskhed, idet Aunt Lydia prædiker forbrydelse og straf på grønsværen af en tom sportsarena. Maskuline sportshelte er symbolsk skiftet ud med kuede slavekvinder, og første episode af ’The Handmaid’s Tale’s anden sæson sprinter ud af starthullerne med 180 i timen.

Men noget er ikke helt, som det skal være, hverken for June eller for mig.

Seriefilmatiseringen at Margaret Atwoods dystopiske patriarkalske mareridt landede som et noget nær profetisk fiktivt supplement til et 2017 defineret af virkelige pussy marches, stramninger af USA’s seksuelle ’frisyn’, ligelønsdebatter og endelig #MeToo-bevægelsens historiske kønspolitiske opgør med krænkelseskulturer i den vestlige verden.

Som tidssvarende popfænomen skrev Hulu’s knugende mesterværk sig direkte ind i den aktuelle sociale diskurs om kvindekroppens værdi og LGBT-rettigheder, der ekkoer fra ministerier til public service-højborge, og i selskab med ’Big Little Lies’ blev serien en prisbelønnet fanebærer for et mere målrettet fokus på vægtige, kvindedrevne dramafortællinger i underholdningsindustrien.

Et fokus, der i året siden har givet vind i sejlene for serier som ’Alias Grace’, ’The Girlfriend Experience’ sæson 2, ’Killing Eve’ og ’Westworld’ sæson 2, hvor de tidligere underdanige fembots nu har taget ejerskab over egen vilje og vender gøben mod deres mandlige plageånder. Hurra for revolutionen!

Hvad end man hang med hele vejen i ’The Handmaid’s Tale’ første sæson, rodfæstede succesen sig i samtlige samfundsbevidste hjørner af den moderne seriekanon. Og forventningerne til sæson 2 har selvsagt været til at tage og føle på.

Atwoods originale romanforlæg er imidlertid allerede dækket og pyntet på fra a-z, så serieskaber Bruce Miller er kommet på overarbejde for at skabe spritnyt materiale om tjenerinden Offred/Junes (Emmy- og Golden Globe-vinder Elisabeth Moss) kamp for frihed i rædselsregimet Gilead, hvor fertile kvinder er reduceret til rugemaskiner underkastet aseksuelle tildækningsdogmer i form af skyklap-kyser og lange rober.

Temakritikken af kvindeundertrykkende religiøs fanatisme og det skrøbelige vestlige demokratis skred mod højreekstremisme går atter op i én højere, giftigt relevant enhed i sæson 2, men rammerne udvides radikalt fra Junes mikrokosmos i kommandanten (Joseph Fiennes) og hustruen Serena Joys (Yvonne Strahovski) nostalgisk-hysteriske stepford-hjem.

Gravide June tager således endelig flugten med hjælp fra elskeren og dobbeltagenten Nick (Max Minghella) og Mayday-oprørernes netværk, men vejen ud af Gilead er langt fra snorlige, og June indlogeres i The Boston Globe’s tomme lokaler, hvor pressefriheden bogstaveligt talt blev splattet ud på væggene, da Gileads militær slog ned på (»fake news«) medierne og forvandlede redaktionen til en kirkegård.

Man mærker tydeligt, at hvor sæson 1 spejlede strømningerne forud for Trumps valgsejr i USA, så er sæson 2 produceret efter præsidentens indsættelse, hvorfor der nu ikke spares på hidsige hashtags og demonstrationer, der trækker fronterne op mellem fraktioner af frådende ideologiske fjender. Metaforerne er ikke videre subtile, men effektive.

Serien har heller ikke mistet sit essentielle ’hvad nu hvis’-punch når vor verden og ’The Handmaid’s Tale’ nært futuristiske univers sys uhyggeligt tæt sammen igennem referencer til top tracks, ’Venner’ og Twitter-storme – det løber en iskoldt ned ad ryggen, da June finder en dvd og computer på avisredaktionen og for et flygtigt øjeblik forsvinder ind i sorgløs fortid med Rachel og Monica.

June er ved at tabe hovedet i afmagt over ikke at kunne få fat i datteren Hannah, som hun nu ved, er en rask køretur og den visse død væk, og i flashbacks får vi mere kød på optakten til den borgerkrig, der endte i Gileads totalitærstat og splittelsen af Junes lille familie: Et hospitalstjek af Hannah udmunder for eksempel i et hårrejsende foruroligende forhør, da en kvindelig læge semi-shamer June for at være en arbejdende mor og lidt for interesseret udspørger hende om, hvorvidt Hannah er hendes biologiske barn.

Som om kvindelige seere ikke havde et anstrengt nok forhold til fertilitetssnushaner i forvejen …

Lige så fælt fascinerende ’The Handmaid’s Tale’ er, lige så konsekvent ubehagelig er den at se på. Og anden sæson er ingen undtagelse, når vi besøger de berygtede kolonier i den grumme Gilead-nutid, hvor omskårne Emily (Alexis Bledel) og psykisk knækkede Janine (Madeleine Brewer) skovler radioaktivt affald mellem ulydige tjenerinder og straffede husfruer (andet afsnit byder på en stærk stjerne-cameo fra ingen ringere end Marisa Tomei).

Lesbiske, rebelske Emily var en af første sæsons mest interessante og tragiske karakterer, og her overstråler den tidligere ’Gilmore Girl’ selv Moss’ intense præstation. Igennem udrulningen af Emilys baggrund oplever vi på tætteste hold, hvordan seksuelt motiverede hadforbrydelser løb løbsk i månederne op til samfundskollapset, og serien tordner mod politiske anfægtelser af homoseksuelles rettigheder i Vesten, da Emilys ægteskab med hustruen Sylvia annulleres med lidet andet end en hånlig hovedrysten.

Naturligvis byder ’The Handmaid’s Tale’ også på et gensyn med sadistiske Aunt Lydia (Emmy-vinder Ann Dowd), der fortsat excellerer i gemen voldelig afstraffelse. I slutningen af den foregående sæson gjorde tjenerinderne med Offred i forreste række et stille oprør mod tanten fra helvede, da de nægtede at stene Janine til døde, og det kommer de til at bøde dyrt for. Dowd er e-m-i-n-e-n-t god som seriens største skurkinde – kvinde er blevet kvinde værst under Gileads mandemagtstrukturer – men man savner indblik i kvindens fortid.

Det kan vente forude, ligesom vi utvivlsomt også kommer endnu tættere på isdronningen Serena, der spillede en essentiel rolle i Gileads skabelse og husbondens vej til tops i regimet, men hvis eneste fritidsaktiviteter nu er korssting og galdebrygning. Serena og June er ganske vist hinandens diametrale modsætninger i hierarkiet – en i steril blå, den anden i passioneret rød – men begge flakser frustreret i Gileads bur. Ve kommandanten, hvis Serena langt om længe eksploderer (jeg krydser fingre).

Sæson 2 strøer brødkrummer ud til højre og venstre, og både chokværdi og visuelt æstetisk flair er intakt, men de mange flashbacks får paradoksalt handlingen i nuet til at stå i stampe i vold, død og mere vold. Det kan være en pointe i sig selv, at seeren skal boble af frustration sammen med June, men plottet synes immervæk at famle noget retningsløst efter at substituere den atmosfæriske klaustrofobi, der tegnede Junes liv så skarpt op i første sæson med noget større, noget vildere, for at please seerens blodtørst.

Scenen bliver næsten for omfangsrig i den ekspanderende verdensopbyggelse, spændingspunkterne splittes i horcruxes over karakterer, der interagerer stadigt mindre med hinanden, alt imens Junes indre monologer tangerer skingert fortænkt metasarkasme.

Meget kan og vil ske over de næste 11 afsnit, hvor de to serieerfarne instruktører Kari Skogland (’The Walking Dead’, ’House of Cards’) og Mike Barker (’Outlander’, ’Broadchurch’) forhåbentlig vil indstille kompasset, uden at fare vild i de røde kåbers folder. For det ville alt andet lige være sørgerligt paradoksalt, hvis alletiders mest kønspoltiske serie mistede overblikket det øjeblik, dens kvindelige hovedperson smed skyklapperne.

---

Kort sagt:
Isnende uhyggelige flashbacks og et formidabelt kvindeligt birolle-cast serverer tilpas mange ubehagelige mavepustere og tankestof i starten af anden sæson af Hulu’s mesterlige kønspolitiske serie, der dog savner forgængerens atmosfæriske klaustrofobi og mister en smule greb om egen retningssans, da Gilead-universet foldes ud i vidvinkel.

Anmeldt på baggrund af de første to afsnit af sæson 2.

Læs også: De største spørgsmål, vi håber, at ‘The Handmaid’s Tale’ 2 besvarer