Det kan godt være, hævn ofte bevæger sig i moralsk mudrede vande. Men ikke desto mindre er den et af filmhistoriens mest velkendte motiver.
Hævngenren spænder vidt og bredt og blandes ofte sammen med andre genrer som horror, western og action. Senest har ’Promising Young Woman’ givet et kulørt og feministisk take på genren.
Har man efter Emerald Fennells biografhit fået mod på flere afsøgninger af selvtægt og grufuld hævngerrighed, behøver man ikke lede længere. Vi har samlet 10, som på hver deres måde har taget hævnfortællingen et nyt sted hen, og som alle kan streames lige nu.
’Revenge’
Den såkaldte rape-revenge-genre har altid været kontroversiel med film som ’I Spit On Your Grave’ og ’Irréversible’, men har for nylig oplevet en form for revival, hvor genren er blevet til progressiv feminisme med film som netop ’Promising Young Woman’ og Coralie Fargeats ’Revenge’.
I sidstnævnte tager Jen på en weekendtur med sin elsker Richard i ørkenen, men det bliver langt fra den romantiske tur, hun havde i tankerne. Da Richards to venner dukker op, voldtager de hende, og hun ender med at blive skubbet ud over en kløft. Hun overlever, og herfra genopstår hun mirakuløst for at hævne sig på blodig og retfærdig vis.
Kan ses på Blockbuster og iTunes.
’John Wick’
En af de mere alternative – og muntert selvbevidste – hævnhistorier kan findes i Keanu Reeves populære comeback, ’John Wick’. John mister først sin kone, og derefter bliver hans hundehvalp, som han knyttede bånd med efter konens død, dræbt, hvilket bliver en kende for meget for den pensionerede lejemorder.
Chad Stahelski instruerer de actionmættede sekvenser, hvor Reeves tæsker løs på det ene russiske bandemedlem efter det andet i ren og skær smertelig afmagt. Her træder den veloplagte action i forgrunden, mens spørgsmål som samvittighed og retssamfund må vige. Og når det er gjort så veloplagt som her, er det også helt ok. It’s Hollywood!
Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
’Carrie’
Sissy Spacek spiller i Brian De Palmas klassiker ’Carrie’ fra 1976 den 16-årige hovedperson, som får sin første menstruation midt i pigernes omklædningsrum. Da hun i forvejen er et mobbeoffer i skolen, begynder hendes jævnaldrende at ydmyge hende ved at kaste tamponer i hovedet på hende. Carries liv er ikke meget bedre på hjemmefronten, hvor hun lever under religiøst-fanatiske forhold med en ekstremistisk mor.
Hun får naturligvis sin hævn i Stephen King-filmatiseringen, hvor hun blandt andet sætter ild til sin skole og blodigt henretter alle, der har haft en finger med i ydmygelsen af hende.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Filmstriben.
’V for Vendetta’
James McTeigue og The Wachowskis fortolkning af David Lloyd og Alan Moores populære grafiske novelle fører os til et dystopisk London, hvor en totalitær overvågningsstat (i stil med ’Brazil’ og ’1984’) hårdhændet styrer borgernes frihedsrettigheder, såsom seksuel orientering, ytringsfrihed og religionsfrihed.
Den uheldige Evey bliver reddet af den excentriske og anarkistiske hævner ’V’ (Hugo Weaving i hopla), der indvier hende i et komplekst hævntogt, som skal hylde og befri samfundets undertrykte og straffe de magtfulde og skyldige.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Netflix.
’Unforgiven’
Clint Eastwood sparkede fornyet energi i westerngenren med Oscar-vinderen ’Unforgiven’, hvor han spiller den ’pensionerede’ lovløse William Munny. Han har slået sig ned på en faldefærdig svinefarm, hvor han bor sammen med sine børn.
Da den opportunistiske Schofield Kid kommer ridende forbi med et tilbud om at slå pjalterne sammen for at jagte en dusør på en mand, der har vansiret en prostitueret kvindes ansigt, tager Munny modvilligt afsted.
Hvad der starter som en udelukkende økonomisk motiveret rejse, udvikler sig undervejs i filmen til en sidste hævnmission, hvor Gene Hackmans korrupte og øretæveindbydende sherif er målet for Clintens langløbede revolver.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
’Blue Ruin’
Denne indieperle af Jeremy Saulnier portrætterer selvtægt på en helt anden facon end de øvrige film på listen. Den vender falktisk hævnfilmens genrekonventioner på hovedet.
I ’Blue Rain’ møder vi den hjemløse Dwight, der lever en sørgelig tilværelse i sin bil, der også er hans hjem. Da en mand ved navn Wade bliver løsladt fra fængslet, opsøger Dwight ham og stikker en kniv i hovedet på ham. Wades familie er lige så forvirret som seeren, og en reel forklaring på mordet udebliver i starten. Nu er det Wades familie, der søger hævn, imens Dwight desperat må kæmpe for sit liv.
Men langsomt finder vi også ud af, hvad der motiverede Dwight til at begynde med.
Kan ses på Blockbuster og Mubi.
’Oldboy’
Det er naturligvis Park Chan-wooks ‘Oldboy’ og ikke Spike Lees ærgerlige remake med Josh Brolin fra 2013, som fortjener pladsen på denne liste. Park gav et ordentligt adrenalintilskud til genren med en film, der både havde dagsordensættende kampsekvenser og forrygende twists på programmet.
Choi Min-sik spiller Oh Dae-su, som holdes som fange i 15 år uden at vide hvorfor. Igennem årene planlægger han sin hævn, og da han endelig slippes fri, giver kidnapperen ham en uge til at finde ud af, hvorfor han blev spærret inde. Men Dae-su har andre motiver, navnlig at finde sin kones virkelige attentatmænd, hvilket resulterer i en hæsblæsende og actionfyldt jagt.
’Oldboy’ kan ses på Blockbuster og Viaplay.
’Mandy’
Panos Cosmatos øjeblikkelige kultfilm ’Mandy’ har en sprængfarlig Nicolas Cage i hovedrollen som skovhuggeren Red, der tager på et blodigt hævntogt i hælene på en ond kult, der har slået hans kæreste Mandy ihjel på grusom vis.
Med hjælp fra både LSD, kokain og vodka brøler han sig gennem sin sorg og vrede for at få sin sødmefulde hævn på den mystiske hippiekult, der tog kvinden, han elskede, fra ham.
Alt er over the top i denne film, fra farverne til musikken og Cages ustyrlige spil. Nogle vil synes, det er for meget – mange andre kan slet ikke få nok.
’Mandy’ kan ses på Blockbuster og Viaplay.
’Kill Bill’ Vol. 1 & 2
Quentin Tarantinos selvtægtsepos og hyldest til især asiatisk martial arts-film er ikke til at komme udenom, når man kigger på moderne iterationer af genren.
Uma Thurman spiller den hævngerrige, tidligere snigmorder ’The Bride’ (eller ’Black Mamba’), der blev forrådt af Bill på sin bryllupsdag. Hun lander i et firårigt koma, men da hun vågner op, har hun den ultimative hævn for øje.
I Vol. 2 er der skruet ned for volden, men ’The Bride’s hævntørst er stadig uslukkelig. Fortsat er hun på jagt efter sin Bill, men før hun kan nå til sit endelige mål, må hun kæmpe mod sine tidligere kollegaer Elle Driver og Budd Sidewinder.
’Kill Bill’ Vol. 1 & 2 kan ses på Blockbuster, HBO Nordic og Viaplay.
’The Nightingale’
Jennifer Kent stod med minimalistiske effekter og høj effektivitet bag en af nyere tids bedste gyserfilm, ’The Babadook’. De overnaturlige monstre er i ’The Nightingale’ udskiftet med uniformerede hvide mænd, som fordriver tiden i en britisk straffekoloni i Tasmanien. Som løjtnanten Hawkins, der har sluppet den tidligere straffefange Clare fri, som derfor står i evig gæld til ham og hans kumpaner.
For at beskytte barn og ægtemand holder Clare mund, når Hawkins jævnligt forgriber sig på hende, men da Hawkins og hans mænd begår en utilgivelig synd, bliver det for meget for Clare. Hun hyrer en lokal guide og begiver sig direkte i hælene på løjtnanten og hans medsammensvorne for at få sin søde hævn.
’The Nightingale’ er en af de mest rå og uforglemmelige selvtægtsfilm i nyere tid, hvor man føler Clares behov for retfærdighed inderligt, samtidig med at filmen erkender, at hævnen sjældent kan bibringe den tilfredsstillelse, man drømte om.
’The Nightingale’ kan ses på Blockbuster.