Før ’Promising Young Woman’: Hvordan den udskældte rape-revenge-genre blev til progressiv feminisme

De såkaldte rape-revenge-fortællinger hører til filmhistoriens mest omdiskuterede genrer. De er med rette blevet anklaget for at svælge i voldtægt af kvinder, men efter MeToo har et opdateret blik gjort genren mere aktuel end nogensinde. Mest fremtrædende i den snarligt biografaktuelle ’Promising Young Woman’.
Før ’Promising Young Woman’: Hvordan den udskældte rape-revenge-genre blev til progressiv feminisme
Carey Mulligan i 'Promising Young Woman'. (Foto: PR)

I mine øjne er det én af de stærkeste scener i filmhistorien:

En nøgen kvinde træder forførerisk ind på sit badeværelse. I badekaret ligger en mand. Hun træder op til ham og begynder at masturbere ham. Lige før han når klimaks, rækker hun hånden ned under bademåtten og tager en køkkenkniv frem. Få sekunder senere sprøjter det røde blod fra hans testikler op gennem det hvide sæbeskum.

Kastrationsscenen, hvor den unge forfatter Jennifer (Camille Keaton) tager hævn på den ene af de fire rednecks, der brutalt voldtog hende nogle dage forinden, stammer fra den berømte og berygtede ’I Spit on Your Grave’ fra 1979. Filmen, som fik anmelderkoryfæet Roger Ebert til at skrive i en legendarisk anmeldelse, at han følte sig både »uren, skamfuld og deprimeret« efter at have set den.

‘I Spit on Your Grave’. (Foto: PR)

Siden da er den såkaldte rape-revenge-genre kommet i det gode selskab. I kølvandet på MeToo-bevægelsen, samtykkedebatter og flere kvinder bag kameraet har den fået en opblomstring, og seneste skud på stammen er Emerald Fennells anmelderroste og Oscar-nominerede ’Promising Young Woman’, som i modsætning til sine mere underlødige forgængere hyldes for sin feministiske frigørelse og for i det hele taget at gentænkte en forslidt formular.

Men inden vi kom så langt, har den ofte så udskældte genre gennemgået en opsigtsvækkende udvikling, der forbløffende nok begyndte med et Oscar-vindende mesterværk instrueret af den svenske instruktørlegende Ingmar Bergman.

To avoid fainting…

I Bergmans ’The Virgin Spring’ (originaltitel: ’Jungfrukällan’) fra 1960 bliver en ung pige voldtaget og slået ihjel af en gruppe gedehyrder, som efterfølgende uvidende søger ly for natten hos pigens forældre. Da forældrene indser, hvem de har logerende, tilsidesætter de deres kristne tro og hævner deres datter. Det var i denne stærke historie, at gysermesteren Wes Craven fandt rammerne for sin debut, ’The Last House on the Left’.

Hvor Bergman i stor stil bearbejder konflikten mellem den nordiske mytologi og kristendommen, behandler Cravens ’genindspilning’ de traditionelle familieværdiers forfald i en tid præget af Vietnamkrig og modkultur. I ’The Last House on the Left’ kredser historien om to unge piger, der på vej til en rockkoncert prøver at score noget weed. Denne jagt leder dem i armene på den eftersøgte morder Krug (spillet isnende godt af David Hess) og hans bande. Hvad, der følger, er en række uafrystelige og ubehagelige scener, hvor Krug og co. skiftevis ydmyger, misbruger og til sidst dræber de to piger. Ligesom i ’The Virgin Spring’ søger forbryderne tilfældigvis dække hos den ene piges forældre, hvor morderene naturligvis får som fortjent. Med hjælp fra en kædesav.

I dag huskes filmen navnlig for sin gennemførte markedsføringskampagne, hvor den cheesy tagline stadig er fandens effektiv: »To avoid fainting, keep repeating, It’s only a movie… It’s only a movie…«.

’The Last House on the Left’ var en kæmpe succes i Grindhouse-biograferne på 42nd Street i New York (aka The Deuce), hvor den cirkulerede i op imod et årti. Og den simple dramaturgi, hvor kvinder blev voldtaget og ydmyget i første halvdel, hvorefter de (eller pårørende) iværksatte en grufuld hævn, blev efterlignet i mange efterfølgende film. Fra den ultrabillige og sleazede ’Rape Squad’ til provoinstruktøren Abel Ferreras mere kunstneriske og eksperimenterende ’Ms .45’ med den kun 17-årige Zoë Lund i hovedrollen.

‘The Virgin Spring’. (Foto: PR)

Og altså også hovedværket ’I Spit on Your Grave’, som den danske instruktør Christina Rosendahl flere gange har fremhævet som en af sine favoritfilm og rost den for dens tveæggede portræt af seksualitet, som i førnævnte kastrationsscene, hvor Jennifer bevidst bruger sin seksualitet til at hævne voldtægten.

Det var ikke kun USA, der var leveringsdygtige i udpenslede voldtægt- og hævnfantasier. I den svenske ’Thriller – en grym film’ fra 1974 spiller den svenske softcore-sensation Christina Lindberg rollen som den stumme Madeline. Hun bliver kidnappet og tvunget til at prostituere sig, men også her får de skyldige selvsagt, så hatten passer. Instruktør Bo Arne Vibenius tog grundidéerne fra de amerikanske artsfæller og tilførte en række deciderede pornografiske sekvenser primært henvendt til det skandinaviske publikum, hvor billedpornografien havde frit spil.

Det resulterede i, at hele 20 minutter blev klippet ud, da den fandt vej til det amerikanske marked under titlen ’They Call Her One Eye’. Mest berømt er scenen, hvori Madelines kidnapper – i smagløst close-up – skærer hende i øjet med en skalpel, hvilket fører til, at hun efterfølgende bærer den ikoniske klap for øjet. Der florerer endda rygter om, at man benyttede et vaskeægte lig, da man indspillede scenen. Et rygte, Lindberg bekræftede for undertegnede, da hun i 2018 var gæst i Cinemateket til en særvisning af filmen!

Exploitation-aficionadoen Quentin Tarantino er ikke overraskende kæmpe fan af disse film og kalder blandt andet ’Thriller – en grym film’ for »den hårdeste hævnfilm nogensinde!«. Den kærlighed materialiserer sig tydeligt i ’Kill Bill’, hvor Elle Driver-karakteren har en forkærlighed for at matche sine øjenklapper med sine outfits, præcis ligesom Madeline gør i ’Thriller’.

Voldtægtskultur og videomaskiner

Et af rationalerne bag disse films enorme popularitet skal findes i en sørgelig statistik. I 70’erne steg antallet af voldtægter markant i USA, hvilket fyldte meget i den offentlige debat. Den tiltagende frygt i befolkningen fik producenterne til at få dollartegn i øjnene.

Filmene var – uden undtagelse – skabt af mandlige instruktører og tiltænkt et primært mandligt publikum. Og voldtægterne blev ofte markedsført som en de største seværdigheder. Det var ikke ualmindeligt, at de ofte udpenslede scener varede op imod 25 minutter, som det er tilfældet ’I Spit on Your Grave’. Den mest aggressive seksualisering af voldtægt finder vi i ’Thriller – en grym film’s nærmest pornografiske fremstilling, der med sine nærbilleder af hardcore penetration i stort set alle kroppens åbninger med nutidens øjne virker både malplaceret og smagløs.

Mange spurgte med rimelighed: Var filmene skyld i stigningen voldtægterne, eller var de en reaktion på den?

Datidens feminister var ikke i tvivl. De pegede på, at man i den vestlige verden levede i en kvindefjendsk voldtægtskultur, og at den massive eksponering af misogyn adfærd havde en skadelig effekt på især det mandlige køn.

Debatten om volds- og sexfilmenes indflydelse tog et nøk opad med videomaskinens voksende indtog i 80’erne. Væk var dagene, hvor billetkontrollørerne kunne sikre sig, at ingen mindreårige fik adgang til den eksplicitte strimmel. Nu kunne de små poder nemt og bekvemt leje dem i den lokale kiosk. Sammen med et ureguleret marked vakte det i særdeleshed stor bekymring i Storbritannien, hvor der opstod en decideret paniktilstand hos de højreorienterede og religiøse stemmer.

‘Mænd der hader kvinder’. (Foto: PR)

I spidsen for bevægelsen stod den konservative aktivist (og generelle lyseslukker) Mary Whitehouse, der på trods af sit politiske ståsted havde en mission meget lig rødstrømpernes: at bevise at disse film i værste fald kunne føre til virkelige forbrydelser inspireret af deres indhold. Whitehouses frygt spredte sig til det britiske parlament og anklagemyndighed, som hurtigt indførte krav om aldersmærkninger på videokassetter. Man udarbejdede sågar lister med titler, som var decideret forbudte for videoudlejere og -forhandlere at have på hylderne. I pressen blev disse kendt som ’Video Nasties’, og blandt de mest berygtede var ’The Last House on the Left’ og ’I Spit on Your Grave’.

I de senere år er synet på filmene blevet mere nuanceret. Mange nutidige filmhistorikere argumenterer for, at de kan ses som andet end blot kvindefjendsk og slibrig underholdning. De peger på, at filmene i høj grad repræsenterer og kommenterer de store socialpolitiske forandringer, der fandt sted i 1970’ernes USA, herunder familiestrukturer, køn og ikke mindst seksualitet.

Efterhånden som kritikken døde hen, gjorde filmene det samme. Der er trods alt kun så meget, man kan gøre med den simple formular. Det lykkedes imidlertid Gaspar Noé med stor succes at vende genren på hovedet i den kontroversielle ‘Irreversible’, ligesom elementer af den også fandt vej ind i mainstreamsammenhænge, som i de populære ’Millennium’-film om Lisbeth Salander.

En sjæl revet i stumper og stykker

Men efter MeToo sendte rystelser gennem underholdningsbranchen i 2017, pustede det samtidig liv i genren, som pludselig fremstod mere relevant end nogensinde før.

Og som noget helt nyt var der kvinder bag kameraet.

Et af de nye hovedværker i rape-revenge-kanonen er franske Coralie Fargeats ultablodige ’Revenge’, hvor Jen (Matilda Lutz) tager med sin mandschauvinistiske kæreste og hans to lige så afstumpede venner på jagtweekend. Efter en vild velkomstfest vågner Jen op og opdager, hun er alene i huset med kærestens to venner, som ikke har tænkt sig at holde fingrende fra hende. Setuppet er klassisk, men ikke alt er, som det plejer…

Hvor voldtægten i ’I Spit on Your Grave’ altså varede næsten en halv time, er den hos Fargeat kun antydet. ’Revenge’ skaber derimod ubehag hos seeren i mændenes kommentarer og liderlige blikke forud for forbrydelsen og endnu mere under selve voldtægtsakten, hvor der udelukkende fokuseres på den ene mands længselsfulde blik, mens han spiser noget, der ligner skumbananer.

Hvor man i tidligere film gjorde en dyd ud af at dyrke realismen, er ’Revenge’ en stærkt stiliseret arthousesplatter, hvis eksorbitant blodige og stærkt symbolske beretning om Jens genoprejsning som en Fugl Føniks nærmest er af mytologisk karakter.

‘Revenge’. (Foto: PR)

Det kvindelige touch er også tydeligt i det australske periodehævndrama ’The Nightingale’ instrueret af Jennifer Kent, hvor vi endnu engang ser et opgør med objektiviseringen af kvindekroppen i nød. Under overgrebet ser vi udelukkende hovedkarakteren Clares fortvivlede og forpinte ansigt. Selv har Kent udtalt, at hun slet ikke vil karakterisere scenerne som »voldtægtsscener«, men i stedet scener, hvor vi på et dybere plan ser et menneskes sjæl blive revet i stumper og stykker.

Endnu mere formet af tidens debatter om sexisme og samtykke er den kommende ’Promising Young Woman’. Her spiller Carey Mulligan rollen som Cassie, der vil hævne sin veninde, som er blevet voldtaget. Cassie gør det til sin mission at få alle mandlige predators ned med nakken: Hun lader, som om hun er stangvissen på diverse natklubber, og venter så blot på, at en ’flink fyr’ tilbyder at hjælpe hende hjem. Når han efterfølgende overskrider grænserne, slår hun pludselig over i ædruelighed og spørger ham, hvad fanden han tror, ​​han har gang i.

Væk er de usoignerede, afstumpede rednecks og skrupelløse narkoalfonser, der kidnapper og tvinger unge piger til at prostituere sig. I ’Promising Young Woman’ kastes blikket i stedet mod hverdagskrænkerne, der selv tror, de er gode mennesker – indtil deres sande natur viser sig.

På den måde har rape-revenge-filmene udviklet sig til et stærkt feministisk og kunstnerisk våben mod patriarkatet og et fejlslagent system, der alt for ofte efterlader kvinder magtesløse over for deres krænkere. Kvinderne har selv fået serveretten.

’Promising Young Woman’ forventes at få dansk biografpremiere på den anden side af nedlukningen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af