I går åbnede biograferne – halleluja! – med spillefilmdebutanten Emerald Fennells (også kendt som Camilla Parker Bowles i ‘The Crown’) nylige Oscar-vinder for bedste originalmanuskript, ‘Promising Young Woman’, på programmet. I sandhed en film af sin tid.
I den længe ventede og omdiskuterede film spiller Carey Mulligan 30-årige Cassie, der har viet sit liv til at hævne sin bedste venindes voldtægt. Veninden valgte bagefter i afmagt at begå selvmord. Cassies strategi er anderledes konfronterende. Hun går i byen og spiller døddrukken, indtil en ’flink fyr’ samler hende op og tager hende med hjem. I det øjeblik, han lægger en hånd på hende, er hun pludselig pinligt ædru.
Filmen vakte ved sin verdenspremiere på Sundance Film Festival tilbage i januar 2020 opsigt med sit feministiske KAPOW-budskab og tematisering af seksuelle overgreb, der taler lige ind i tidens #MeToo-debat, og med sin pangfarvede æstetik og konstant overraskende genreblanding af voldtægtshævnthriller, mørk komedie, romcom, drama og horror.
I en næsten lige så fjern fortid, den 6. marts 2020, hvor man akkurat stadig kunne rejse til udlandet, og hvor filmselskaberne endnu arrangerede fysiske såkaldte junkets, hvor journalister fra hele verden bliver fløjet frem og tilbage for at deltage i rundbordsinterviews på 20 minutter, rejste jeg til London for at interviewe Emerald Fennell og Carey Mulligan.
Det tydeligt sammentømrede makkerpar træder storsmilende ind i suiten på Soho Hotel og hilser pænt på journalisterne. Men de virker denne fredag eftermiddag også lidt trætte af at svare på de samme spørgsmål om #MeToo, der er på alles læber, her ugen efter Harvey Weinstein er blevet kendt skyldig i seksuelle overgreb og voldtægt.
Mens Carey Mulligan forsøger at parere en kvindelig tysk journalists ihærdige forsøg på at spørge ind til hendes privatliv, griber Emerald Fennell chancen for at give journaliststanden en røffel for at tendensen til at fokusere på kvindelige kunstneres personlige oplevelser med emnet for deres værker. Hvorfor altid koble kvinder med personlige erfaringer i selv indiskutable højprofessionelle sammenhænge? Samtidig virker Fennell paradoksalt tøvende over for at italesætte filmen som det feministiske statement, det er umuligt ikke at se filmen som.
»Det er svært for kvinder at lave film, uden at de bliver politiseret – især hvis du laver en film om et emne som seksuelle overgreb«, siger Fennell, da en journalist åbner ballet ved at bringe Weinstein på banen.
»Jeg er meget bevidst om at understrege, at det her er en specifik film om en specifik kvindes rejse, der også kommenterer en større sygdom og medskyldighed i vores samfund. Jeg er forsigtigt glad for, at tingene ser ud til at forandre sig, men jeg synes også, at der er lang vej igen. Jeg tror ikke, at vi skal tildele bestemte begivenheder som Weinsteins dom for meget vægt, for de har tendens til blot at være symptomer på et meget mere udbredt problem«.
»Og så håber jeg i øvrigt, at mandlige skuespillere og filmskabere også bliver spurgt om dommen. Folk kan nok – efter at have set vores film – regne ud, hvad vi tænker om den. Men kvinder bliver stadig meget oftere spurgt til de her ting end mænd, og jeg er virkelig interesseret i, hvad mænd tænker om det«.
En unik og eksplosiv karakter
Hvad inspirerede dig til at skabe en film om seksuelt overgreb og samtykke?
Fennell: »Jeg ville gerne lave en thriller og en komedie og film med en kvinde i hovedrollen. Jeg elsker genrefilm og hævnfilm, og jeg følte ikke, at jeg havde set en hævnfilm, der viste, hvordan en ægte kvinde ville opføre sig. Jeg kender ikke mange kvinder, hverken statistisk eller i mit eget liv, der tyer til vold. Så hvad gør man så, hvis man gerne vil såre andre mennesker? Det, som Cassie gør, er mere usædvanligt og foruroligende end det, vi normalt ser på film.
Kan I relatere til den vrede, Cassie føler? Hvordan reagerer I personligt, når I oplever at blive behandlet respektløst?
Mulligan: »Jeg er meget heldig ikke at have opleve noget, der er i nærheden af, hvad vi ser i filmen. Jeg tror, vi alle sammen har oplevet hverdagssexisme i vores liv, men i modsætning til Cassie er min reaktion på at blive dårligt eller respektløst behandlet at gå ind i mig selv. Jeg har ikke den selvsikkerhed eller forsvarsmekanisme, som hun har«.
Fennell: »Jeg reagerer personligt ligesom Carey, og generelt kender jeg meget få mennesker, der er i stand til at kæmpe fysisk eller psykisk imod, når de er bange eller oplever misbrug. De fleste, jeg kender, internaliserer traumet, der så kommer ud på en anden måde. Det, der gør Cassie til en unik og eksplosiv karakter, er netop, at hun reagerer modsat i forhold til det, vi alle sammen har lært: Hun nægter at give slip og komme videre. Nogensinde. Og det er en skræmmende idé, fordi samfundets videre funktion er afhængig af, at vi giver slip på selv meget intimiderende oplevelser«.
Ser du Cassie som en form for hævnens engel?
Fennell: »Ja, det er faktisk en af de referencer, også visuelt, vi har talt meget om. Ideen om, at Cassie er på en bibelsk rejse, hvor hun tilbyder frelse – men kun hvis den givne person undskylder eller erkender, at han eller hun har gjort noget forkert. Og hvis der ikke er nogen undskyldning eller frelse, falder straffen. Eller også er der en lektion, der skal læres.
Det, som hun beder om og søger efter, er, at andre mennesker anerkender det, hun ved: at voldtægt har massive konsekvenser. Og det er utroligt, hvordan ingen vil det, og hvor meget det ændrer hendes liv, da det endelig i små glimt sker. Jeg tror, at det er sådan for mange mennesker, der føler, at de er blevet gjort uret, at hændelsen er ét traume. Men at blive fortalt, at det bare er noget, de forestiller sig, er det salt i såret, som holder såret åbent. Filmen handler om, hvordan vi alle sammen som kultur konspirerer om at feje ting under gulvtæppet«.
Hævn ud af kærlighed
Det er også en film om venskab mellem Cassie og den veninde, hun hævner. Hvad betyder venskab og søsterskab for jer?
Mulligan: »Jeg mødte min tætteste veninde, da jeg var syv år, og det venskab er uerstatteligt. Der er noget særligt ved at kende nogen fra så ung en alder, der er virkelig smukt. Vi fejrer vores fødselsdage sammen hvert år og ser livet i øjnene sammen.
For mig handler filmen i høj grad om venskab. Cassie handler ikke ud af had, men ud af kærlighed og vil korrekse en uretfærdighed, som hun ikke kan leve med. Og når folk indrømmer deres fejl og ser verden, ligesom hun gør, bare i et enkelt minut, er det en kolossal lettelse for hende at blive forstået og troet på. Meget af vores arbejde med Cassie som karakter var at tænke over, hvad der motiverer hende. Jeg tænkte over, hvad der var så fantastisk ved hendes venskab, at hendes liv aldrig kunne blive det samme efter at have mistet det. Det var en kærlighed og et søsterskab, der føltes som familie. Da det forsvandt, efterlod det et gabende hul, som ikke kunne udfyldes igen.
Arbejdsmæssigt har jeg virkelig fundet et søsterskab med Emerald, og det er fantastisk at finde en anden kvinde, som forstår verden på samme måde og gerne vil fortælle de samme typer historier. En, som udfordrer mig og inspirerer mig til at gøre mit bedste. Vi havde 23 dage til at optage filmen. Det er den korteste optagelse, jeg nogensinde har arbejdet på. Men Emerald klarede det«.
Fennell: »Ja, mange mennesker ved ikke, at det faktisk er en film på meget lavt budget, som vi skabte på meget lidt tid, men gjorde os enormt umage med at gøre så smuk og filmisk som muligt. Det kunne kun lade sig gøre, fordi hele holdet løftede sammen og gik ind i arbejdet med liv og sjæl. Og jeg tror heller ikke, det ville have været muligt uden Carey. Carey er klar fra dag ét, og det er sjældent at møde en skuespiller, der er så dedikeret, dygtig og generøs. Vi kan være fuldstændig direkte og ærlige over for hinanden«.
Mere åben samtale om sexisme
Fik du ideen til filmen inden #MeToo og Weinstein?
Fennell: »Ja. Det er et sært sammentræf, men jeg oplever faktisk tit, at noget, man går og tænker på, samtidig bliver del af en bredere diskussion. Sexisme har altid været en del af mit liv, bare ved at eksistere som kvinde. Det var del af mit liv i skolen, mit liv på universitetet og mit liv som ung kvinde. Det har været en del af livet for alle kvinder, jeg kender. Og mange mænd, specielt i det homoseksuelle miljø, har også oplevet det. Det er interessant, at samtalen om sexisme er blevet mere åben, hvor den førhen i årevis er foregået mellem kvinder bag lukkede døre«.
Er det lettere at få film om sexisme realiseret i dag?
Fennell: »Det er svært at svare på, for som kvindelig instruktør mener jeg, at alle skulle have lavet de her film altid, og at de stadig ikke bliver lavet i tilstrækkelig grad. Jeg er ekstraordinært heldig, at jeg fik mulighed for at skabe en film som ‘Promising Young Woman’, og at Carey sagde ja og gjorde filmen mulig«.
»Der er en generel tendens til i højere grad at stille spørgsmål til kvinder om, hvordan de opnår finansiering og lykkes med at skabe deres film, og til deres personlige forbindelse til den, end vi gør til mandlige instruktører. Det betyder, at vi kvinder ofte kommer til at skulle retfærdiggøre eksistensen af vores værk på en anden måde end mænd«.
»Historisk set har kvinder skrevet selvbiografier og dagbøger. Vi har fået lov til at skabe kunst ud fra os selv, men sjældent til bare at fortælle historier. Mænd får i højere grad lov til at adskille deres liv fra deres arbejde. Jeg håber, at vi er ved at nå til et stadie, hvor kvinder kan skabe et værk, alene fordi noget interesserer os og inspirerer os kreativt«.
’Promising Young Woman’ kan ses i biograferne nu.