’Elsker, elsker ikke’: Danske unge krænger kærlighedssorgerne ud i ny dokumentar

’Elsker, elsker ikke’: Danske unge krænger kærlighedssorgerne ud i ny dokumentar
'Elsker, elsker ikke'. (Foto: PR)

CPH:DOX. Jeg elsker at få par til at fortælle om, hvordan de har mødt hinanden, for der er intet så romantisk som en kærlighedshistorie fra virkelighedens verden. Tilmed får genoplevelsen af det sommerfuglegenererende møde ofte parterne til at se helt forelskede ud igen.

Dokumentarfilmen ‘Elsker, elsker ikke’, instrueret af debutanterne Andrine Moland, Caroline Mathilde Salic og Kathrine Skibsted, starter også med en række forelskelsesberetninger fra et mangfoldigt galleri af almindelige unge københavnere, der får smilet frem på læben.

En ung kvinde beretter henført, hvordan hun gik hjem fra en fest og duftede til den cardigan, hendes udkårne havde sovet i. En ung mand får julelys i øjnene, når han husker, hvordan en kvinde spurgte ham ligeud, om han ville være hendes kæreste, før han selv turde. Og en anden kvinde fortæller om, dengang hendes nye kæreste havde spurgt sin læge, hvad der mon var galt med ham, og lægen efter flere undersøgelser til sidst havde spurgt ham, om han ikke bare var forelsket? Åårh, altså.

Efter at have indfanget os med romantik skifter filmen dog hurtigt fokus til at behandle forelskelsens slagsider. De 20 modige københavnere, som instruktørerne filmer i et intimt setting hjemme i deres lejligheder, enten alene eller parvist, fortæller om forhold, hvor de har følt sig usikre og utilstrækkelige. Hvor de har mistet sig selv på grund af trangen til at please og tage hensyn til den andens behov. Følt sig presset til sex eller ægteskab, før de var klar, eller svigtet og hjerteknust på grund af utroskab.

Det er fint at pille Disney-fantasien om at være lykkelig til sine dages ende, som flere af de medvirkende refererer til som en dødsejler, ud af en moderne film om virkelighedens kærlighedsforhold. Men også lidt trist, hvor desillusionerede mange af de unge mennesker tilsyneladende er i forhold til deres tro på romantisk og varig kærlighed. Kald mig bare en håbløs gammel romantiker, men jeg savnede at mærke noget mere glæde og kådhed for at blive engageret i en film om ung kærlighed – og dermed også de smertelige aspekter.

‘Elsker, elsker ikke’. (Foto: PR)

En lang sektion handler om åbne parforhold og den vekslende spænding og jalousi, som det har skabt for de medvirkende. Her savner jeg dog, at instruktørerne har spurgt mere kritisk ind, så en ung kvinde for eksempel ikke slipper af sted med at sige, at det var rigtigt hårdt for hende, da hendes forhold blev polyamorøst, men at det også var rigtigt for hende. Uden at forklare det nærmere.

Respekt til de mennesker, der krænger deres sjæl ud, og til instruktørerne, der har formået at skabe den tillid, det kræver at få sine medvirkende til at dele sine inderste følelser. Derfor føles det også hårdt at sige, at det er få beretninger, der hæver sig over det banale. Men jeg følte desværre en diskrepans mellem de følelser, de medvirkendes fortællinger vækker i dem selv, og min interesse i de knuste hjerter hos 20 fremmede mennesker, som filmen ikke har gjort noget forarbejde for at investere mig følelsesmæssigt i.

Filmen minder i sin form med helt simple talking heads om Lea Glob og Mette Carla Albrechtsens ‘Venus – Let’s Talk About Sex’, hvor en række yngre kvinder fortæller om deres lyster, fantasier og akavede sexoplevelser. Men hvor den kvindelige seksualitet var/er kriminelt underbelyst i populærkulturen, og ‘Venus’ derfor føltes banebrydende og rørende, er forelskelse og hjertesorger så gennemtærsket et emne, at der skal mere end almene hjerte-smerte-beretninger til for at løfte stoffet.

En ung kvinde i ‘Elsker, elsker ikke’ udtrykker faktisk problematikken meget godt, da en instruktør bag kameraet spørger hende, hvorfor hun synes, det er »cheesy« at fortælle om sin forelskelse:

»Forelskelse er en følelse, de fleste kender. Man behøver kun at sige ordet forelskelse, så forstår folk godt, hvad man mener. Men når man begynder at beskrive det, bliver det tit meget storladent og egentlig bare lidt småirriterende at læse eller høre om«.

Jeg var sjældent irriteret, men hyggede mig egentlig fint med filmen. Den har bare ikke sat sig fast.


Kort sagt:
20 københavnere fortæller åbenhjertigt om deres fortrinsvis ulykkelige kærlighedsoplevelser i et kollektivt portræt af ung kærlighed anno 2021, der dog sjældent løfter sig over det banale.

'Elsker, elsker ikke'. Dokumentar. Instruktører: Kathrine Skibsted, Caroline Mathilde Salic, Andrine Moland. Spilletid: 73 min. Premiere: Kan ses på doxonline.dk
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af