’Skál’: Dokumentarperle om færøske unge er en tryllebindende oplevelse
CPH:DOX. Ungdomsoprør skildres ofte som voldsomme og vrede, med smækken med dørene, demonstrative udskejelser og en fuckfinger til de uforstående og stivnakkede forældre.
I danske Cecilie Debell og færøske Maria Tórgarðs dokumentar ‘Skál’ er 21-årige Dania O. Tausens oprør blidt, kompromissøgende og eftertænksomt. Dania er vokset op i et stærkt kristent provinsmiljø på Færøerne, hun er en aktiv del af den lokale menighed og synger i kirken.
Men nu er hun flyttet til Torshavn, hvor hun går på forfatterskole og er sprunget ud i et mere løssluppent ungdomsliv med fest og alkohol. Hun er blevet kæreste med sin medstuderende Trygvi, som er lokalt kendt som rapperen Silvurdrongur (Sølvdrengen). Hans bandeordsbefængte tekster om blandt andet seksualitet og abort er blevet fordømt i de konservative miljøer, og da han heller ikke er kristent opdraget er Dania nervøs for at introducere ham for sin familie.
Dania er splittet mellem sin kærlighed til og forpligtelse over for sin familie og sin trang til at definere sig selv som et selvstændigt og frit ungt menneske. Inspireret af Trygvis ligefremme tekster begynder hun at skrive ærligt om de spørgsmål, der rumsterer i hende. Om man ikke kan tro på Gud uden at fortolke Biblen så restriktivt. Om det er rimeligt, at hun skal skamme sig over sine helt almindelige seksuelle lyster, at være forelsket i en ikke-kristen person og have sex før ægteskabet med et menneske, hun elsker. Og om hun ligesom en stor del af den færøske ungdom skal fortsætte med at leve et dobbeltliv eller være ærlig over for sin familie.
Hendes overvejelser bliver til digtsamlingen ‘Skál’ (‘Skål’), som udkom i 2020, og som filmen følger tilblivelsen af sideløbende med Danias samtaler med sin familie, sin veninde og kæreste.
Det er en kæmpe fornøjelse at være i selskab med eftertænksomme, følsomme, modige og kloge Dania, hvis dilemma filmen skildrer med alvor og indlevelse – og som repræsentant for en større generationskløft i det færøske samfund – uden at overdramatisere konflikten. Dania ønsker at bygge bro mellem sine to verdner, og hendes forældre og mormor forsøger at komme hende i møde, når de bekymret, men høfligt inviterer Trygvi på kaffe og lytter til Danias tanker. Det er rørende at være vidne til den kærlige velvillighed fra begge sider, og filmen føles helende og livsbekræftende trods de åbenlyse fortsatte problemer.
Æstetisk matcher filmen Danias eksistentielle udvikling, der også kommer til udtryk i hendes oplæsning af sin søgende, smukke og fandenivoldske poesi. Lyriske og sanselige scener af den vilde færøske natur og af Dania og hendes venindes natteliv i byen giver plads til refleksion og skaber et kontrastfyldt og stemningsfuldt bagtæppe.
Trods filmens eftertænksomme tone og dvælende tempo kedede jeg mig ikke i ét sekund, men var tryllebundet af den poetiske og politiske nerve og Danias intellektuelle og menneskelige dybde, hendes gribende erkendelsesproces og skiftevis tøvende og beslutsomme oprør.
Kort sagt:
Den eftertænksomme og modige digter Dania repræsenterer på dragende vis den færøske ungdoms oprør mod samfundets strenge kristne konventioner i en gribende, stemningsfuld og poetisk dokumentarisk perle.