Broadway-musicalen ‘Dear Evan Hansen vandt i 2017 hele seks priser til den fornemme teaterprisuddeling Tony Awards, foruden en Grammy, og nu er det succesfulde stykke blevet lavet til en film.
Talentet Ben Platt (”The Politician’, ‘Pitch Perfect’) spillede hovedrollen i teaterstykket, og han gentager her succesen som titulære Evan Hansen. På rollelisten ses også de prominente navne Julianne Moore og Amy Adams samt ‘Booksmart’-talentet Kaitlyn Dever.
Fortællingen følger highschool-eleven Evan, der har social angst, men som lærer at åbne sig for omverden, da klassekammeraten Connor begår selvmord. Egentlig kendte de to drenge ikke rigtigt hinanden, men det tror alle andre, fordi Evans selvterapeutiske brev rettet mod ham selv (heraf titlen) bliver fundet hjemme hos afdøde Connor. Evan spiller med på idéen om deres venskab, og det kommer der, efter den nye, følelsesladede trailer at dømme, både gode og mindre heldige ting ud af.
Filmen er instrueret af Stephen Chbosky, som instruerede og skrev manuskript til ‘The Perks of Being af Wallflower’ og ‘Wonder’. Han stod desuden bag manuskriptet til Disneys liveaction-udgave af ‘Skønheden og udyret’.
‘Dear Evan Hansen’ får amerikansk biografpremiere 24. september, mens der endnu ikke er annonceret en dansk premieredato.