Årets Oscar-show var en noget anden oplevelse, end hvad man er vant til at se fra Hollywoods største filmfest.
Det afdæmpede, coronaprægede show blev især præget af en utraditionel kategoristruktur, hvor man sluttede med de store skuespilpriser frem for Bedste Film-prisen som normalt, hvilket førte til en antiklimatisk afslutning, hvor alle forventede, at Chadwick Boseman ville vinde en posthum Oscar for Bedste hovedrolle. En pris, der som bekendt i stedet gik til den fraværende Anthony Hopkins for sin rolle i ’The Father’.
Nu forklarer en af årets Oscar-producers, instruktør Steven Soderbergh, selv beslutningerne over for Los Angeles Times, hvor han blandt andet siger, at den utraditionelle kategoristruktur til ceremonien var planlagt flere måneder, inden den løb af stablen:
»Vi talte om det i januar. Vi var af den overbevisning – og jeg synes ikke, at den er ubegrundet – at skuespillernes taler plejer at være mere dramatiske end producernes. Og derfor tænkte vi, at det kunne være sjovt at blande det lidt, især hvis folk ikke vidste, det ville ske. Så det var altid en del af planen«, forklarer han og tilføjer om Boseman/Hopkins-brøleren:
»Det var ikke, fordi vi regnede med, at Boseman ville vinde, men hvis der var en mulighed for, at det ville ske, så skulle vi også tage det med i overvejelserne. Det ville have været et knusende øjeblik, og at komme videre derfra ville have været umuligt«.
Showet som helhed, og den verdensomspændende pandemi in mente, indbød ifølge Soderbergh også til, at der kunne tages en række avantgarde beslutninger og nye kreative tiltag:
»Du må forstå, at både vi og Akademiet anså det her show som en mulighed for at prøve noget helt anderledes. Og overensstemmelsen var altid, at der kommer til at være noget, som virker, noget som ikke virker, nogle ting som folk kan lide og nogle ting, som folk ikke kan lide. Det er pointen. Så målet var at lave noget helt anderledes og lade Akademiet kigge responsen igennem og derfra beslutte, hvad de vil gøre fremover«.