KOMMENTAR. Rød løber-glamour! Superstjerner i deres stiveste, pailletbeklædte puds, der gnubber albuer i de røde plyssæder! Jennifer Lawrence, der skvatter i sit kjoleslæb! Presenters med nerverne uden på smokingen og svedige fingre, der fumler med vinderkuverterne – hvis de da ikke skriver historie ved at udnævne den forkerte Bedste film til 80 millioner seeres uddelt frydefulde chok.
Åh, der er ikke noget som et godt Oscar-show til at få det til at kilde i maven ude i stuerne, alt imens den sorte kaffe banker i blodet, og søvnunderskuddet tilføjer begivenhederne et lettere tåget skær af den pureste filmmagi.
Hvorfor dette års beigefarvede event på en usexet, tidligere banegård i L.A. fremstod som lidt af en knastør snooze fest snarere end Hollywoods største pris-party. Produceret af instruktør Steven Soderbergh, intet mindre, som på forhånd havde lovet at levere en »filmisk produktion«.
Spændende koncept, tænkte man, indtil tæppet gik for en overraskende autentisk filmatisering af årets revisorkonference i Bella Center anno 1988.
Ret skal være ret: Indledningsvist var der noget varmt og besynderligt radikalt ved at se mennesker interagere fysisk igen. Enkelte vovede sågar et par spontane knus og selfies kind mod kind under den overvejende vellykkede optakt, hvor løberen var skiftet ud med et blomsterdekoreret tagterrasse-set-up.
Thomas Vinterbergs flotte sejr og smukke tale gik selvsagt direkte i hjertekulen, og Bedste mandlige birolle-nominerede Sacha Baron Cohen, som var med på kamera fra Sydney, så på charmerende vis så nervøs ud, at han dårligt kunne mønstre et stift smil – en meget menneskelig påmindelse af, hvor svimlende et personligt karriereøjeblik det er at være så tæt på den ultimative Hollywood-hæder.
Well, med mindre man er den nu tredobbelte Oscar-vinder Frances McDormand, forstås, som dårligt tog sig tid til at ytre fem sammenhængende ord, da hun modtog prisen for Bedste kvindelige hovedrolle for ’Nomadland’. Eller 83-årige Anthony Hopkins, som slet ikke var mødt op for at modtage statuetten for Bedste mandlige hovedrolle endsige deltog på video-link fra hjemstavnen Wales (Opdatering: Anthony Hopkins har siden artiklens udgivelse mandag morgen postet en rørt takkevideo på sin Instagram, hvori han forklarer, at han ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at han ville vinde).
Så stik da prisen til akkurat lige så værdige Riz Ahmed for ’Sound of Metal’, som stod der og så skarpere end skarp ud og mere end klar på at erobre morgendagens Hollywood med løvehjertet uden på den sorte t-shirt (Riz, uanset hvad scorede du ubetinget prisen som aftenens bedste klædte mand).
Oh Oscar-vært, where art thou?
Billy Crystal aka. 90’ernes Mr. Oscar, hvor vi savner dig og dine bombastiske, syngende åbningsmonologer, der i en alt andet end kitch-forskrækket tid tog pis på de forsamlede stjerner og nominerede film, som var man til verdens mest glittede cirkusrevy.
Siden 2019 – hvor Kevin Hart sprang fra tjansen grundet Twitter-kontroverser – har Oscar været værtsløs, og ja, det var en lige så røvkedelig, berøringsangst beslutning i 2021 som årene forinden.
Humor har aldrig just været Soderberghs varemærke, men det var alligevel påfaldende, så helt og aldeles blottet for uforudsigelighed og underholdningsindslag, »årets mest underholdende aften i Hollywood« var. Og det i pølseenden af en corona-induceret branchekrise, der om noget burde have affødt et akut behov for strø knaldperler på scenen.
Come on, Akademi, I behøver ikke ligefrem hyre Ricky Gervais, hvis tanken om en alt andet end politisk korrekt roast giver nervøse tics, men en fire timer lang selvsmagende, åh-så samfundsbevidst fejring af »Hollywood’s finest« skriger altså på en dosis kontrasterende sarkasme for rendyrket lol’s skyld.
Det ene udelukker jo ikke det andet, og guderne skal vide, at der findes utallige ivrige filmfolk og komikere i denne verden, der (i højere grad end Soderbergh) ville forstå at balancere begge.
Intet under, at seertallene styrtdykker.
Den eneste gimmick blev serveret, da Lil Rel Howery fra ’Judas and the Black Messiah’ som til en anden tåkrummende konfirmation annoncerede, at salen skulle lege ’Gæt om en sang var Oscar-nomineret’ med Questlove bag dj-pulten. Et slattent stykke takeway-pizza fra Ellen DeGeneres havde været at foretrække, også selvom 74-årige Glen Close gjorde en brav indsats for at sætte liv i kludene med en rask lille booty-dans – sådan taber man sin ottende Oscar med yolo-stil.
Bare ærgerligt, at kollegerne ikke greb øjeblikket og groovede med, men det var givetvis for meget at forlange halvvejs inde i ørkenvandringen, hvor gak og våde løjer var strengt verboten.
Således havde de stakkels gæster end ikke fået glas på bordene, for tænk nu, hvis Bedste mandlige birolle-vinder Daniel Kaluuya havde kastet en tår lunken Asti i den gale hals og hostet baciller i nakken på senioren Harrison Ford.
Eller presenter Brad Pitt var faldet af vandvognen i fortvivlelse over at stå badet i alletiders mest uflatterende lufthavnsterminalbelysning på live-tv.
Leo, kom op af sofaen
Apropos Brad Pitt: Vanen tro var sidste års vindere forbi for at dele priser ud, mens enkelte gallionsfigurer på lynvisit a la Reese Witherspoon, Halle Berry og førnævnte Ford (hvis agent givetvis havde vredet armen om på ham i et promo-stunt for de kommende ’Indiana Jones 5’-optagelser) også blottede tapre tandpastasmil på podiet.
Kunne man ikke have sat telefonkæden i gang blandt Hollywoods øvrige über-kongelige for en skovlfuld ekstra-ihærdig support på en aften, hvis fornemste opgave burde have været at minde os publikummer om, hvor meget vi savner at svømme væk i La La Lands stjernestøv og kaste vor hårdtoptjente sparepenge over skranken i billetlugerne?
Leo? Kidman? Hanks? Cruise? Kom op af sofaen, skyd en sprøjte Pfizer i armen og slå et slag for drømmefabrikkens snarlige genåbning – og jeres eget boxoffice-tække – vi ber’ jer!
Bevares, situationen taget i betragtning var det så afgjort velkomment at slippe for hakkende Zoom-indslag med mikrofonerne på mute, som til tv-fadæsen, der var Golden Globes tidligere i år.
Men kære, uden tvivl klækkeligt betalte event-planlæggere, I skylder saftsusemig på showbiz-kontoen til næste års uddeling, hvor Soderbergh forhåbentlig er for travlt beskæftiget med at optage sit næste samfundspolitiske drama på en iPhone til at vetoe hvert et anslag til sjov i gaden.
På med pailetterne og pop champagnen, Hollywood.