Vores første reaktioner på den nye ’Friends’-trailer: »Kunne det VÆRE mere syret?!«

Vores første reaktioner på den nye ’Friends’-trailer: »Kunne det VÆRE mere syret?!«
'Friends: The Reunion'. (Foto: HBO)

Traileren til den med spænding imødesete ’Friends’-reunion landede i denne uge og fik Twitter til at eksplodere i lige dele kærlighed, chok og undren. Vi bearbejder her vores umiddelbare reaktion.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Do you have a plan?« »I don’t even have a pla- «

Hvad var ideen bag det her über-reality-glittede-cirkus med James Corden som toastmaster?

Hvem tænkte: »Ingen gider at se ’almindelige reunions’ med skuespillerne in character som verdens mest elskede fiktive venner, når man kan stable et time-langt, i værste fald lettere tåkrummende talkshow-format på benene. Og få Cara Delevingne til at stride ned af en catwalk undervejs, mens castet græder salte tårer over deres tabte ungdom på Central Perk«?

Hvem, spørger vi, mens nogle af jer måske til gengæld tænker: ’Kunne I VÆRE mere negativt indstillede derinde på Soundvenue, spydighedernes højborg?’.

Svaret er nej. Aldrig har vi håbet så inderligt, at vores bange anelser vil blive gjort totalt til skamme. Eller undret os så meget over, at ingen fandt på at indspille et enkeltstående, veloplagt satireafsnit, hvori Monica, Chandler, Joey, Ross, Phoebe og Rachel har siddet lårene af hinanden under lockdown i lejligheden.

Det skriver jo nærmest sig selv, venner!

David Schwimmer i ‘Friends: The Reunion’. (Foto: HBO Max)

»Front and back!«

Ja, okay … Vi indrømmer, at den her er lidt svær at stå for, lavthængende frugt eller ej (og nej, vi ved stadig heller ikke, hvad Chandlers jobtitel var).

Vennerne i ‘Friends: The Reunion’ på HBO Max. (Foto: HBO)

»I’m not so good with the advice … Can I interest you in a sarcastic comment?«

Folk bliver ældre på 18 år. Big deal. Alders-shaming er en grim ting, og ingen kan forventes at fremstå, som var de frosset i tid anno 2003.

Så pyt med, at Matt LeBlanc har taget alt Chandlers tøj på igen, eller at Courtney Cox dårligt kan løfte et øjenbryn. You do you og alle La La Lands plastikkirurger, for hvad I gør med jeres tid og panderynker efter tro og tv-historisk tjeneste må være helt op til den enkelte.

Men (ja, nu kommer vi til det ’men’, der altid introducerer et horribelt biased statement til at annullere al forudgående goodwill):

Der er altså en vis Charlie Kaufman’sk surrealisme ved at se de stærkt, æh, Hollywood-ficerede BFF’s i samme rammer, bogstaveligt talt, som vi i sin tid forlod deres yngre, sprøde jeg’er i.

‘Venner’ er en af de store arkiv-attraktioner på HBO Max.

Det havde der naturligvis været uanset hvad, på samme vis som vi alle kan føle, at tæppet rives væk under vores tidsfornemmelse og egen aldersselvopfattelse, når vi pludselig støder ind i gamle klassekammerater.

Og alligevel er der noget andet og mere på spil her. En snert af mytologi, der slår sprækker ved fornemmelsen af, at stjernerne måske i virkeligheden er akkurat lige så meget in denial over at lade fortid være fortid, som vi er. Melankolien og chokket er skamfuldt, fordi vi jo udmærket godt ved, at vi dårligt kan være bekendt at sætte ord på længslen efter the way they were.

Nu gjorde vi det så alligevel, så du ikke behøver det. Undskyld.

Matt LeBlanc og Lisa Kudrow. (Foto: Screenshot fra trailer)

»I wonder if Courtney still has her lines written on the table«

Se dén lille afslørende detalje fra Matt LeBlanc, da castet genindtager lejlighedskulissen, er jo lidt sjov. Og kun lidt pinlig, Courtney Cox, hvis det er rigtigt. Det var jo ikke ligefrem Shakespeare-monologer, du opførte.

Giv os mere insider-sladder og mindre Justin Bieber, David Beckham og Malala. Ingen shade (navnlig til dig, Malala), men helt ærligt, vi får allerede irriterede tics over gæstestjernevrimlen, som var vi til et andet Super Bowl.

Skal de bygge bro til yngre publikummer, og er der i så fald nogen derude, der føler, at det er nødvendigt og/eller konsistent med seriens oprindelige tone? Skal de fremføre SNL-inspirerede sketches (please don’t) i en kærlighedserklæring til showet, der »formede min opvækst«?

Fair nok, at Tom Selleck (Monicas Richard) og Maggie Wheeler (Chandlers Janice) lægger vejen forbi, men vi havde altså hellere set Brad Pitt gentage rollen som formanden for Rachels hadeklub end The Biebs på slap line.

Jennifer Anniston og Matthew Perry. (Foto: Screenshot fra trailer)

»Where are the tissues?«

… spørger Jennifer Aniston 20 sekunder inde i traileren, mens Matthew Perry et minut senere erklærer, at »I’m gonna cry now«. Velkommen til 2021’s all-out tåreperser-event, hvor millioner af lykkeendorfin-hungrende fans og hårdnakkede kritikere stik imod deres bedre dømmekraft og anmeldersnobbede fornemmelser med statsgaranti alle kommer til at vræle ukontrollerbart foran skærmen. Ja, også os. Stik os nu bare de kleenex, Jen.

‘Friends: The Reunion’ får premiere på HBO Max i USA 27. maj. Det vides endnu ikke, hvornår vi får showet at se herhjemme.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af