En audition til en James Bond-film må i skuespillerbranchen regnes for noget af det største, man kan komme i nærheden af. Det afholdt dog ikke den britiske skuespiller Mark Strong fra at tage på intensiv druktur dagen inden, han i 90’erne skulle til audition på en skurkerolle i en af Pierce Brosnan-filmene.
Det fortæller skuespilleren, der er kendt for film som ‘Tinker, Tailor, Soldier, Spy’ og ‘Kingsman: The Secret Service’, i et interview til Sky One-programmet ‘There’s Something About Movies’.
»Jeg havde lært mine replikker, og for at fejre det, tog jeg ud for at få mig en drink. Og jeg blev fuld. Jeg overgjorde det, og dagen efter havde jeg seriøse tømmermænd«.
Strong væltede ind til auditionen foran otte højtstående castere og fejlede fuldstændigt: »Jeg gik i gang, og så glemte jeg mine replikker. Jeg kunne overhovedet ikke huske dem. Det hele begyndte at falde fra hinanden. Jeg svedte og det var en forfærdelig oplevelse. Men jeg lærte også af det. Ironien er, at den fyr, jeg var ude at drikke med aftenen forinden, var Daniel Craig. Så jeg bebrejder ham«.
Det var selvfølgelig flere år inden, at Craig landede den ikoniske spionrolle, men alligevel er der en poetisk full circle-natur over historien. Craig har medvirket i fem Bond-film, hvoraf den sidste, ‘No Time To Die‘, er sat til premiere til september. Mark Strong er lige nu aktuel i ‘Cruella‘.