De bedste #1: ’The Ricklantis Mixup’ (sæson tre, afsnit syv)
’The Ricklantis Mixup’ er ikke bare det bedste ’Rick and Morty’-afsnit. Det er historiefortælling af fineste karat og et af de bedste afsnit i en animationsserie nogensinde på siden af afsnit som ’Not What He Seems’ fra ’Gravity Falls’ og ’The View from Halfway Down’ fra ’BoJack Horsman’.
De velvalgte, popkulturelle referencer i ’The Ricklantis Mixup’ står i kø med hylende morsomme hints til ’Training Day’, ’Charlie og chokoladefabrikken’, ’Twin Peaks’, ’Stand By Me’ og Terry Gilliams fremtidsdystopi ’Brazil’.
Men afsnittet efterlader også sit eget markante aftryk med en medrivende, hjernevridende og imponerende udtænkt historie, som snubler ind i den ene mindeværdige sekvens efter den anden og sætter nye boller på Dan Harmon og Justin Roilands i forvejen velsmagende sci-fi-suppe.
Særligt plottet, der involverer Evil Mortys vej til præsidentembedet, er enormt spændende og et godt eksempel på, hvor geniale forfattere Harmon og co. har til rådighed.
De bedste #2: ’Pickle Rick’ (sæson tre, afsnit tre)
Gal videnskabsmand laver sig selv om til en syltet agurk for at undgå familieterapi.
Det lyder umiddelbart … snotdumt, men med Roiland og Harmons snørklede hjerner kan det meste lade sig gøre. Resultatet er én lang buldrende actionsekvens, der starter, så snart Beth, Summer og Morty triller afsted mod Susan Sarandons lortespecialist, Dr. Wong (et meme til højrebenet!).
Rick kæmper sig vej gennem en kloak og lander i en tophemmelig lagerbygning – og herfra placeres han i en regulær, gakkelakket ’Die Hard’-inspireret situation. Rick må, i agurkeform, nedkæmpe samtlige korrupte agenter for at undslippe bygningen og får uventet hjælp fra en krigsfange ved navn Jaguar.
Den store MacGuffin i afsnittet er den kanyle, der indeholder en modgift, som forvandler Rick til et menneske igen. Problemet er, at kanylen er i Beths taske, og Beth er til familieterapi – og dermed er han tilbage til sit oprindelige udgangspunkt, hvor han må konfrontere sin største fjende: en psykolog.
De bedste #3: The Rickshank Rickdemption” (sæson tre, afsnit et)
‘The Rickshank Rickdemption’ var afsnittet, der fik McDonald’s til at relancere den ikoniske ’Mulan’-McNugget-dyppelse ’Szechuan Sauce’. I afsnittets sidste scene begynder Rick at rable løs om saucen, og at hans mål med alle hans og Mortys eventyr i virkeligheden er at få saucen bragt tilbage. Hvilket sjovt nok lykkedes.
Rick er i fængsel og bliver afhørt af Det Galaktiske Forbund, primært Cornvelious Daniel, som geniale Nathan Fillion lægger stemme til. Men da Rick er verdens klogeste mand, overlister han selvfølgelig sine fangevogtere og slipper i sidste ende fri.
Afsnittet er både vidunderligt kryptisk og dejligt tilfredsstillende, mens Rick løber om hjørner med både familie og Det Galaktiske Forbund i jagten på frihed. Det er også morsomt, hvordan Jerry, som endelig har fundet et job, er den eneste i Smith-familien, der fungerer optimalt i det totalitære regime, som er blevet indført på Jorden, hvor aftensmad og gage består af alskens tabletter og piller.
De bedste #4: ‘Total Rickcall’ (sæson to, afsnit fire)
Et af de mest vilde og skrupskøre ’Rick and Morty’-afsnit til dato er ’Total Rickcall’, hvor et medlem af Smith-familien ved en fejl har taget en alienparasit med ind i huset. En parasit, der får næring af minder og multiplicerer, hver gang et familiemedlem tænker tilbage på et falsk minde.
Vi får et væld af mindeværdige karakterer, såsom Reverse Giraffe, Photography Raptor, Pencilvester, Smith-familiens butler Mr. Beauregard og familievennen Mr. Poopybutthole. Tilmed får vi et fantastisk B-plot med Jerrys undertrykte og erotiske romance med Sleepy Gary.
I sidste ende, da Smith-familien har dræbt samtlige parasitter og dermed opdigtede venner og bekendte, kommer de til en sørgelig erkendelse, nemlig at de eneste minder, de har om hinanden, er dårlige.
De bedste #5: ‘Star Mort Rickturn of the Jerri’ (sæson fire, afsnit ti)
Det sidste afsnit i sæson fire samlede glimrende op på en række væsentlige plottråde fra tidligere afsnit og sæsoner. Blandt andet får Bird Person (nu Phoenix Person) sit længe ventede comeback i en medrivende kampscene, der sætter hans og Ricks venskab på spidsen.
Afsnittet byder også på flere gamle kendinge såsom Dr. Wong og Summers tidligere highschoolveninde Tammy, der i ‘The Wedding Squanchers’ viste sig at være hemmelig agent for Det Galaktiske Forbund.
Der er flere mindeværdige sekvenser i afsnittet. Blandt andet da Jerry skal tisse og påfører sig et usynlighedsbælte, men kernehistorien er bygget op omkring Ricks manglende evne til at være en betænksom far, hvilket resulterer i, at han får begge versioner af Beth (virkelig og klon) på nakken. Til sidst er han, til trods for sit enorme intellekt, fuldstændig alene i verden.
De bedste #6: ‘The Vat of Acid Episode’ (sæson fire, afsnit seks)
Dette afsnit viser, til hvilke ekstremer Rick med sit ustyrlige ego vil gå for at bevise en pointe. Da Rick og Morty skjuler sig i et falsk syrebad efter en fejlslagen handel med nogle aliengangstere, insisterer Morty på, at Rick er ved at falde af på den, og at syrebadstricket var for dovent udført.
Det får Morty til at trygle Rick om at lave en replay-knap, som gør, at han ved ét tryk kan komme tilbage til et udgangspunkt og undgå døden, ligesom i et videospil. Selvfølgelig slipper tingene fuldstændig ud af kontrol.
I en opfindsom montagesekvens finder Morty både sit livs kærlighed, styrter ned med et fly og overlever mirakuløst ved at trykke på replay-knappen.
Tingene ender langt fra lykkeligt, og selvfølgelig kommer Rick sejrrigt ud af hele situationen, hvor han på ny tramper på Mortys totalskadede selvværd.
De bedste #7: ’Rick Potion #9’ (sæson et, afsnit seks)
Morty er en sexfikseret teenagedreng, og det kommer særligt til udtryk i ’Rick Potion #9’, hvor han beder Rick om at lave en eliksir, der kan få hans crush Jessica til at forelske sig i ham. Problemet er bare, at hvis der er influenza i omløb, hvad der selvfølgelig er, så muterer virussen og laver samtlige mennesker, der kommer i kontakt med bakterierne, om til monstre, som Rick kalder for ’Cronenbergs’ (en sjov reference til den canadiske mesterinstruktør David Cronenberg).
Det er lige præcis, hvad der sker, og på Mortys skole, hvor der afholdes influenza-bal, er det ikke kun Jessica, der bliver vild med Morty. Alle fra Mortys rektor, lærer, fodboldstjerne til musikere vil pludselig parres med ham, og det ender med, at Rick må foretage en nødløsning, da deres verden ender i ruiner: De må rejse ind i et andet univers, hvor de begge døde på et passende tidspunkt, begrave deres egne lig og falde ind i de gængse roller igen.
Morty er åbenlyst påvirket, mens det virker som en normal hverdag for Rick, og til tonerne af den melankolske ’Look on Down from the Bridge’ går det hurtigt op for os, at Dan Harmon og Justin Roiland mener denne serie drønalvorligt.
De bedste #8: ’Meeseeks and Destroy’ (sæson et, afsnit fem)
Hvem har brug for en dåseåbner, når man har en Meeseks? I dette afsnit er Jerry træt af, at Ricks eventyr med Morty aldrig kommer ham til gavn, hvilket får Rick til at lave en Meeseks-boks, der indeholder en blå hjælper med skinger stemme, som kan assistere med hvad som helst.
Beth får hjælp med sine ægteskabskvaler, og Summer får hjælp til at blive populær i skolen, mens Jerry beder en Meeseks om at hjælpe ham til at blive bedre til golf – hvilket selvfølgelig viser sig at være fuldkommen umuligt.
Samtidig følger vi Rick og Morty på et eventyr, som Morty har valgt til en afveksling, hvor han af noble intentioner vil hjælpe beboerne i et eventyrland. Men igen går det langt fra som ønsket.
Et af seriens vel nok mørkeste (og kontroversielle) øjeblikke viser, hvordan Morty næsten bliver voldtaget af en slesk karakter ved navn Mr. Jelly Bean. Et bevis på at ’Rick and Morty’-forfatterne ikke er bange for at lægge arm med nogle svære tabuer som eksempelvis pædofili.
De bedste #9: ’Edge of Tomorty: Rick Die Rickpeat’ (sæson fire, afsnit et)
Da Morty finder ud af, at han kan benytte dødskrystaller til at guide sig ind på den livsvej, hvor han dør i armene på Jessica, kommer han ved en fejl til at dræbe Rick. Et hologram dukker imidlertid op for at guide Morty igennem en række instrukser, der kan genoplive hans morfar.
Men da Morty hurtigt bliver besat af tanken om at kunne få et liv med Jessica, nægter han at hjælpe hologram-Rick, indtil han kan få sin drøm opfyldt. Rick genoplives dog alligevel på skift i den ene nazidystopiske verden efter den anden, indtil han finder en nogenlunde normal virkelighed. Morty ender med at lade krystallen overtage sin bevidsthed, hvilket resulterer i, at han bliver ansvarlig for en række menneskers død.
’Edge of Tomorty: Rick Die Rickpeat’ startede den glimrende sæson fire med en øjeblikkelig klassiker, hvor Morty bliver sat i centrum for fortællingen. Her bliver det demonstreret, hvor kynisk Morty kan være i jagten på sin egen lykke, og selvom krystallen spiller en rolle, er der en mørk side, der lurer under Mortys nervøse ydre.
De bedste #10: ‘Auto Erotic Assimilation’ (sæson to, afsnit tre)
’Auto Erotic Assimilation’ er måske det mest deprimerende ’Rick and Morty’-afsnit til dato, men ligeledes et af de bedste. På en rumrejse møder Rick, Morty og Summer en kollektiv intelligens ved navn Unity, der viser sig at være Ricks ekskæreste. Unity besætter hele folkefærd og ser det som en nådefuld gerning, da de samfund, hun koloniserer, bliver frigjort fra racekrige, arbejdsløshed og ulighed.
Unity og Rick falder hurtigt ind i det samme medafhængige forhold, som gjorde, at de i sin tid slog op, mens Morty og Summer underholdes med balloner og stenskulpturer. Til sidst får børnebørnene nok og rejser fra planeten med Ricks indifferente velsignelse.
Men da Rick og Unity fortsætter deres ustyrlige druk, ender Unity med at forlade Rick, da hun indser, at de passer for godt sammen og er hinandens spejlbilleder.
Rick hjerte splintres, og man glemmer vitterligt, at man ser en komedieserie, da han kommer hjem og bevæger sig monotont ud i garagen, fast besluttet på at tage livet af sig selv. Ironisk nok er det faktisk hans alkoholproblem, der i sidste ende redder hans liv.
De fem værste:
De værste #1: ‘Interdimensional Cable 2: Tempting Fate’ (sæson 2, afsnit otte)
‘Rixty Minutes’ var en ren fornøjelse, hvor Rick præsenterer sin familie for det vidunderlige interdimensionale kabel-tv – hvem husker ikke Regular Legs og Baby Legs, Ants in my Eyes Johnson og Real Fake Doors?
Opfølgeren ’Interdimensional Cable 2: Tempting Fate’ kunne dog ikke nå samme højder. Rick manipulerer denne gang med et hospitals kabelboks, da familien venter på Jerry, der er kommet til skade under et eventyr. Da Jerry vågner, får han at vide, at hans penis (!) er det eneste, der kan redde et af universets vigtigste mennesker.
Det er tydeligt, at Roiland (der også var manusforfatter på ’Rixty Minutes’) og hans medforfattere har forsøgt at genskabe den samme absurde og lårklaskende humor fra forgængeren, men problemet er, at tv-sekvenserne ikke er nær så sjove eller opfindsomme. Tilmed er Jerrys moralske dilemma om, hvorvidt han må give afkald på sin penis, en tand for plat – selv i ’Rick and Morty’-regi.
De værste #2: ‘Raising Gazorpazorp’ (sæson et, afsnit syv)
Da den præpubertære Morty plager Rick om at få en souvenir med hjem fra deres eventyr, vælger han, ikke overraskende, en sexrobot. Morty ender med at gøre robotten gravid, og på rekordtid er han far til en Gazorpazorpian, som han navngiver Morty jr.
Samtidig er Rick og Summer på eventyr sammen, hvor de rejser til planeten Gazorpazorp, hvor Morty jr. kommer fra, et samfund, hvor det er kvinderne, der styrer sagerne fra toppen af samfundet. Ikke overraskende kommer Rick hurtigt i karambolage med lokalbefolkningen på grund af hans sexistiske tendenser, og for engang skyld må Summer forsøge at redde dagen.
Både A- og B-plottet hører til de mindre opfindsomme af slagsen, og joksene er ikke på samme høje niveau som seriens foregående og de mange efterfølgende afsnit. Vi er lidt på repeat i ’Raising Gazorpazorp’, hvor karakterudvikling bliver sat pause, og hvor der i stedet fokuseres på to knap så medrivende historier.
De værste #3: ’Childrick of Mort’ (sæson fire, afsnit ni)
‘Childrick of Mort’ vil for meget og kan for lidt.
Rick har tilsyneladende haft en elskerinde i form af en planet, som er blevet gravid med Ricks børn. Rick og Beth igangsætter et kastesystem, hvor Ricks børn bliver inddelt efter kompetencer, og de uproduktive (dj’s, madbloggere, osv.) bliver udelukket fra samfundet. Samtidig forsøger Jerry at lære Summer og Morty om camping, hvilket aldrig fanger de to digitale indfødtes interesse.
At arbejdsløse Jerry ender med at blive forgudet af Ricks uproduktive børn, er en lille genistreg, men ellers er afsnittet ikke særlig vellykket. Selvom en stor del af afsnittet er dedikeret til Rick og Beths forhold, kommer der ikke meget ud af dette møde, og Ricks finalbosskamp mod en gud virker malplaceret.
De værste #4: ‘Vindicators 3: The Return of Worldender’ (sæson tre, afsnit fire)
Superhelteparodien ‘Vindicators 3: The Return of Worldender’, der overraskende nok får en spin-off, havde et fint udgangspunkt. I den endeløse strøm af superheltefilm, serier og universer er det komediegenrens rolle at gøre grin med dem, hvilket afsnittet også forsøger at gøre med en parodi på team-up-genren a la ’The Avengers’/’Justice League’.
Vi har, i klassisk ’Rick and Morty’-metastil, allerede fået de første to afsnit til publikums forvirring og springer derfor direkte til ’Vindicators 3’, hvor Morty endelig får sin drøm opfyldt: at arbejde sammen med galaksens mægtigste superhelte The Vindicators. Ikke alt går som planlagt, da Rick drikker sig fuld og udsætter holdet for en række ’Saw’-lignede prøvelser.
Den mærkelige blanding af superhelte og ’Saw’-referencer og humoren i afsnittet virker aldrig rigtigt afstemt. Vi er langt fra den kvalitet, som ’Rick and Morty’ ellers er garant for, og det er måske ikke så underligt, at Dan Harmon selv hader dette afsnit. I det mindste stiftede vi bekendtskab med scenestjæleren Noob Noob.
De værste #5: ‘Claw and Hoarder: Special Ricktim’s Morty’ (sæson fire, afsnit fire)
‘Claw and Hoarder: Special Ricktim’s Morty’ er et underligt afsnit. Det kan jeg næppe være den eneste fan af serien, der synes. I det ene plot har vi Morty, der plager Rick om at anskaffe ham en kæledyrsdrage, og i det andet tager Jerry på eventyr med en talende kat.
Da Rick knytter et (seksuelt) bånd til Mortys nye drage, smelter deres sjæle sammen, og troldmanden, de købte dragen af, kalder dragen tilbage for at straffe den. Rick, Morty og Summer rejser efter troldmanden for at befri dragen, og samtidig bliver nogle forfærdelige hemmeligheder om Jerrys katteven afsløret.
Afsnittet når aldrig i dybden med nogle af dynamikkerne hovedkaraktererne imellem. I stedet strander vi med en inferiør fantasyparodi, og Jerrys afstikker med den mystiske kat (med ellers glimrende Matthew Broderick som stemmeskuespiller) indfrier aldrig sit potentiale.
’Rick and Morty’ sæson 5 får premiere 21. juni på HBO Nordic.