Neill Blomkamp fik et stort gennembrud i 2009 med sci-fi-filmen ‘District 9’, som omhandlede strandede aliens tvunget til at bo under dårlige kår i en flygtningelejr på Jorden. Det opfindsomme og medrivende take på flygtningepolitik og fremmedhad fik folk til billetlugerne, og filmen modtog desuden fire Oscar-nomineringer.
Den sydafrikanske instruktørs to følgende biograffilm, ‘Elysium’ og ‘Chappie’, formåede ikke at matche debutens succes, hverken hos publikum eller anmelderne. Siden blev hans potentielle ‘Alien’-film droppet af Ridley Scott. Det er nok derfor, at Blomkamp har holdt en pause fra det lange format og i stedet helliget sig en række originale Youtube-kortfilm. Nu er han imidlertid endelig tilbage med en nye spillefilm med dertilhørende trailer.
‘Demonic’ er titlen på Blomkamps nye sci-fi-gyser, som er optaget under sidste års coronalockdown og har Carly Pope, Chris William Martin, Nathalie Bolt og Michael Rogers på rollelisten.
»En ung kvinde frigiver skrækindjagende dæmoner, da overnaturlige kræfter med rødder i en årtier gammel splittelse mellem mor og datter bliver afsløret«, lyder den officielle, småkryptiske handlingssynopsis.
I den ildevarslende trailer ser vi eksempler på Blomkamps leg med CGI og praktiske effekter. For eksempel bruger han øjensynligt rotoscoping-animation til at placere hovedpersonen (Carly Pope) midt i et mørkt og klaustrofobisk virtuelt univers.
‘Demonic’ får amerikansk premiere 20. august, mens en dansk udgivelse endnu ikke er annonceret.