Den Oscar-vindende animationsfilm ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’, som her på sitet blev kaldt »den bedste Spider-Man-film til dato«, får næste år en efterfølger. Der er fortsat ikke meldt noget ud omkring efterfølgerens handling, men til gengæld er der nu interessant casting-nyt.
I den nye film skal ‘Insecure’-stjernen Issa Rae således spille karakteren Jessica Drew, der også går under superheltenavnet Spider-Woman, fortæller The Hollywood Reporter. Castet inkluderer i forvejen Shameik Moore og Hailee Steinfeld, der genoptager rollerne som henholdsvis Miles Morales og Gwen Stacy.
The Hollywood Reporter skriver desuden, at den kommende film, ikke overraskende, går i sin succesfulde forgængers fodspor ved at præsentere publikum for en lang række mere eller mindre kendte karakterer fra Marvels store ‘Spider-Man’-tegneserieunivers.
Ingen af de tre instruktører fra den originale film vender tilbage. Instruktørtjansen deles i stedet mellem de tre nytilkommere Joaquim Dos Santos (‘Avatar: The Last Airbender’), Kemp Powers (‘Soul’) og Justin K. Thompson (produktionsdesigner på den første film). David Callaham (‘Wonder Woman 1984’) samt duoen Phil Lord og Chris Miller (‘Lego-filmen: Et klodset eventyr’) står for manuskriptet.
‘Spider-Man: Into the Spider-Verse 2’ får premiere 6. oktober 2022.