Pilou Asbæk har fart på den internationale karriere – og særligt Netflix har et godt øje til den danske skuespiller. Efter actionfilmen ‘Outside the Wire’ vender Asbæk nemlig tilbage til streaminggiganten i en ny animationsserie om den nordiske mytologi, ‘Twilight of the Gods’.
Her skal han lægge stemme til ingen ringere end tordenguden Thor. Serien skrives og produceres af Zack Snyder, kendt for sine kulørte DC-superheltefilm og senest Netflix-zombiebraget ‘Army of the Dead’.
Det bliver dog Snyders samarbejdspartner Jay Oliva, der skal instruere serien. Oliva har arbejdet som storyboard-tegner på en række DC-films samt ‘Army of the Dead’.
Asbæk får følgeskab af blandt andre ‘Game of Thrones’-kollegaen Kristofer Hivju, der skal spille dværgen Andvari. På rollelisten finder man også folk som Corey Stoll (‘House of Cards’), Sylvia Hoeks (‘Blade Runner 2049’), Peter Stormare (‘The Big Lebowski’), Lauren Cohan (‘The Walking Dead’) og John Noble (‘Ringenes herre: Kongen vender tilbage’).
Det er endnu uvist, hvornår serien får premiere på Netflix. Asbæk har dog også en stribe andre højprofilerede internationale film på tegnebrættet, blandt andet den kommende ‘Aquaman and the Lost Kingdom’.