Den første ’Ternet Ninja’ blæste i 2018 det danske biografpublikum bagover, og filmen blev en af de mest indbringende danske film nogensinde.
Soundvenues anmelder også helt oppe at ringe over Anders Matthesens animationsfilm og kvitterede med fem stjerner.
Det har banet vejen for en efterfølger, og tilbage i marts landede første klip fra ‘Ternet Ninja 2’. Og nu er den første trailer til den »herresvære 2’er« så landet, hvor Ternet Ninja, til sin store utilfredshed, har fået et nyt look.
Den kyniske legetøjsgigant Phillip Eberfrø er ved at slippe for straf, og uskyldige børn er i fare, hvilket sender Ternet Ninja og 13-årige Aske på en hævnmission.
Med sig på turen får de selskab af Askes mor Sirene, halvbror Sune og papfar Jørn, der storsatser på sin nyeste opfindelse: en fordøjelsesapp. Derudover er Onkel Stewart selvfølgelig også med på rejsen.
Anders Matthesen, der har skrevet manuskriptet, filmens sange og instrueret sammen med Thorbjørn Christoffersen, lægger igen stemme til samtlige karakterer i filmen, på nær Aske og Jessica, som spilles af henholdsvis Louis Næss-Schmidt og Emma Sehested Høegh.
’Ternet Ninja 2’ får biografpremiere 19. august.