Indrømmet: Da jeg i fredags hørte Anders Matthesens stemme på Tessas nye single ‘Mums’, var jeg sikker på, at rapperen havde fået komikeren og skuespilleren til at indspille citatet unikt til sangen.
»M til det U til det M til det S til det store fede udråbstegn«, siger Matthesens stemme i introen – en rimelig perfekt åbning til en sang ved navn ‘Mums’. Det måtte være indspillet originalt til sangen, ikke?
Men nej, Matthesen-citatet er et sample. Det afslører komikeren og skuespilleren nu via en video på sin Instagram.
»I bliver ved med at spørge, så lad mig én gang for alle sætte skabet på plads: Ja, det er min stemme, man kan høre i starten af Tessas nye nummer ‘Mums’«, indleder Matthesen, inden han løfter sløret for samplets oprindelse.
»Og til jer der tænker; ‘hvor er det fra, det er noget vi genkender’ – det er jo lydbogen her«, siger Anders Matthesen og spiller så via sin telefon et stykke af ‘Ternet Ninja’-lydbogen.
»Jessica var mums. M til det U til det M til det S til det store fede udråbstegn«, lyder det ud af telefonen.
Så ja: Tessa har simpelthen samplet ‘Ternet ninja’!
»Jeg er blevet samplet – hvem kunne have troet det. Det er jo hiphoptradition«, siger Matthesen i Instagram-videoen,
»Tusind tak for lån af din legendariske røst 💯 og ja, vi samplede dig sgu lige, men det fede var jo at du gav os lov🙏😎«, har Tessas manager og mentor, Livid, skrevet som kommentar til videoen.