Tessa har egentlig en ret klar hitformular. Hun får serveret et klassisk, tungt hiphopbeat, og så slagter hun det med rækkevis af punchlines, der rammer hårdt som spark i skridtet. Men på det seneste er hun begyndt at gå en lidt anderledes vej.
I efteråret hittede hun med det EDM-agtige festnummer ‘Blæstegnen’, og nu går hun endnu længere ud af den tangent med ‘Mums’.
Det nye nummer er nemlig en scoresang med et dunkende beat, der næsten lugter lidt af klistrede diskoteksgulve. Tessa er også i fuldt festhumør: »Oh my motherfucking God, du bare så mums«, siger hun et sted i bedste Sir-Mix-A-Lot-stil.
Rent lyrisk er der stadig et stort fokus på sex (»jeg går ned på alle fire, stil dig lige bag mig, se min røv bakke op!«), men udgangspunktet er mere flirtende, end vi er vant til fra den ellers så aggressive rapper.
Samtidig er Tessa mere på slap line end normalt, og der er noget næsten Aqua-fjollet over tekster som »tag min mis til Candyland«.