»Efter endnu et vellykket afsnit tyder det på, at Frank og Casper er tilbage i topform«.
Sådan skrev vores ’Klovn’-anmelder Johanne Løkkegaard efter sæson ottes fjerde, urkomiske afsnit, der slet og ret bejlede til at komme på ’Klovn’-klassikerhylden.
Og når det føles, som om den tv-ikoniske komikerduo i centrum atter har en fest både foran og bag kameraet, som var det 2005, så er det selvfølgelig fordi … at det har de. Så meget endda, at optagelserne til sæson 9 allerede er godt undervejs.
Men venter der endnu mere ‘Klovn’ forude? Læser Casper og Frank egentlig anmeldelser? Og er der efter så mange år overhovedet nogen scener, der er absurde nok til, at de taber masken undervejs?
Det spurgte vi Casper Christensen om, da vi fangede ham over en telefon fra settet:
Hvilket afsnit er du mest stolt af i den aktuelle sæson 8?
»Jeg er rigtigt glad for den med lokkeduen. Hvad fanden er det nu, det kom til at hedde?«
(Casper råber over skulderen til nogen på settet: »Hey, hvad hed det afsnit med lokkeduen? Kan nogen huske det?«)
»Det er Dejan-afsnittet … Det hedder min ’Min bedste ven’! Der var dét. Vi bruger andre navne på afsnittene, når vi optager, forstår du. Men ja, det er det afsnit, jeg har været gladest for i sæson 8. Dejan Cukic stjal fuldstændig sine scener. Og udtrykket ’at lave en Dejan’ er bare gået direkte igennem hos folk. Nu er Dejan så også en af mine rigtigt gode venner, haha, så derfor kan jeg godt tillade mig at sige, at han var den sjoveste cameo i sæsonen«.
»Men altså, jeg er jo dybt imponeret over alle de cameos, der kommer og skal spille sig selv. Eller – de spiller selvfølgelig ikke sig selv, men de skal jo ligne sig selv og lyde som sig selv. Jeg er dybt imponeret over, at de gider, og hvor gode skuespillere folk er. I sæson 9 har vi også et kæmpe line-up med blandt andre Pilou Asbæk, Asger Leth og Ole Bornedal«.
Scenen med Kurt Ravn på hospitalet i afsnit 3 i sæson 8, hvor Casper og Frank diskuterer, hvem der er Balling, og hvem der er Bahs, var også ret ubetalig …
»Jeg siger dig, jeg døde af grin! Vi måtte tage den om så mange gange. Kurt var fantastisk gavmild. Derfor er det også svært at pege på én cameo over dem alle«.
Apropos Balling og Bahs: Vi har før skrevet om jeres nytilføjelse i forfatterrummet, Neel Feldstedt, som netop skrev det afsnit. Hun fik jobbet ved at aflevere et manus i jeres postkasse – hvorfor tog I hende ind?
»Vi får rigtigt mange pitches, og vi får især mange halve pitches. A la ’Her er en ide, hvor Frank træder i en hundelort’. Det er selvfølgelig ikke nok, selvom vi er glade for, at folk er så interesserede i at sende os ting. Det kræver noget at sætte sig ned og skrive et helt afsnit, der hænger sammen, og hvor man tænker, okay, her er noget. Og det havde Neel gjort med afsnittet ‘Balling vs Bahs’«.
»Det her med, at Casper og Frank diskuterer, hvem der er Erik Balling, og hvem der er Henning Bahs, det kunne vi også finde på at gøre i virkeligheden. Det ramte lige præcis, hvem vi er, samtidig med at det ville passe godt ind i ’Klovn’«.
»Så jeg tog en snak med Neel og kunne se, at her var et menneske, der virkelig gerne ville. Hun er enormt arbejdsomt. Det, man har brug for, er en person, der skriver tingene om og kommer med noget nyt, hvis man beder om det undervejs. For man kan ikke bare have én ide. Det har været en kæmpe fornøjelse at få Neel ind i skriverummet«.
Vi havde regnet med måske at se din personlige religiøse vækkelse i privatlivet afspejlet i den nye sæson. Kommer vi til det?
»Nej, det gør vi ikke. Men det er ikke, fordi jeg er berøringsangst omkring det. Vi optog faktisk et par scener, hvor Frank snakker om det, men da vi så sad i klipperummet, så faldt det lidt ved siden af. Det ville næsten kræve, at man brugte et helt afsnit på det, og vi har ikke knækket koden til, hvordan man skulle gøre det«.
»Det, at jeg lever som vegetar i virkeligheden, bruger vi heller ikke specifikt i serien, men hvis du lægger mærke til det, så spiser Casper aldrig kød i afsnittene. Religionen er en del af mit liv, men det har ikke givet afkast som noget, der kunne bruges til noget sjovt i ’Klovn’ endnu«.
Nogle af anmelderne af de første afsnit syntes, at I gentog jer selv en smule – spillede lidt sikkert. Hvad tænker du om den kritik?
»Hmm. Jeg tænker ikke så meget, for jeg har været i det her game i så lang tid nu, at det preller lidt af på mig«.
»Det vigtige for mig er, hvordan jeg har haft det med at lave det, og hvordan jeg synes, det er blevet. Og hvad folk siger, når jeg møder dem på gaden, eller de skriver til mig på sociale medier«.
»Når vi indspiller sæsonerne, ved vi endnu ikke, hvilken rækkefølge afsnittene skal sendes ud i. Så hvis nogen derude synes, at sæson 8 startede lidt for sikkert, så er det noget, de selv læser ind i det. Det kan være et af de afsnit, der er skrevet og optaget som det sidste«.
»Jeg læser ikke så mange anmeldelser, men jeg læser faktisk jeres (ugentlige gennemgange, red.) på Soundvenue. For jeg synes, at det er en ret nøgtern gennemgang af afsnittene. Vi er jo selv helt klar over, at nogle afsnit er sjovere end andre, og at nogle af dem er ikke blevet så stærke, som vi havde håbet på. Andre er så til gengæld blevet bedre. Det kan være meget sjovt lige at læse, om vi sidder med den samme følelse omkring et afsnit, som I gør«.
Kan du stadig blive overrasket over, hvor absurde situationer I kan befinde jer i på settet – eller har I set det hele her efter så mange år?
»Når Frank og jeg pludselig kigger hinanden i øjnene og griner, så ved vi, at nu har vanviddet sneget sig ud i virkeligheden. I sæson 9 er Fnug og Casper gået i gang med at tage anal-sol – det er jo altså noget, der findes i virkeligheden, hvor folk mener, at de får enormt meget energi af blot 30 minutters sol direkte i anus. Da vi lavede optagelserne, kunne jeg godt mærke, at nu havde vanviddet grebet os. Så ja, vi lægger stadig mærke til de absurde situationer«.
Næste sæson er annonceret – bliver det den sidste?
»Den glæde, vi fik ved filmen ’Klovn the Final’, er gledet over i optagelserne til sæson 8 og 9. Vi brugte lang tid på at finde ud af, hvordan vi fik serien til at reflektere, hvor vi egentligt er henne i livet, og det er heldigvis blevet modtaget godt«.
»Vi har optaget i flere måneder nu og har det fantastisk med hinanden. Mange på holdet har været med helt fra begyndelsen af ’Klovn’. Den glæde gør, at jeg ikke kan udelukke noget som helst – men jeg kan heller ikke love noget. Nu må vi jo også se, om TV 2 gider at lave mere«.
»Det kan komme bag på os, at vi også har mange unge seere – nu har der lige kørt studentervogne rundt, og man kan godt mærke på de ting, de råber efter os, at de altså har set ’Klovn’. Jeg så endda en med en fodboldtrøje med ’Balling og Bahs’ på! Det rører sgu Frank og mig dybt, det må jeg sige«.
’Klovn’ sæson 8 kan ses på TV 2 Play.