’Klovn’ afsnit 4 har potentiale til at komme på klassikerhylden

Casper og Frank sætter en høj standard med fjerde afsnit, der byder på den mest tåkrummende scene i sæsonen hidtil. Vi evaluerer ugens op- og nedture.
’Klovn’ afsnit 4 har potentiale til at komme på klassikerhylden
Frank og Casper i afsnit 4 af 'Klovn' sæson 8. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

Ugens optur

’Klovn’ er kendt for de tråkrummende øjeblikke, hvor især Frank jokker så godt og grundigt i spinaten, at man næsten ikke kan være i det.

Sådan en oplevelse får vi i dette afsnit. Frank og Casper har en intern kamp om at være den nye Balling, efter Politiken har sammenlignet makkerparret med selveste Erik Balling og Henning Bahs.

Et af Caspers træk er at downloade ’Matador’-introen som ringetone, hvilket Frank imødekommer ved at skifte sin ringetone til ’Olsen Banden’-melodien.

Kurt Ravn med Casper og Frank i afsnit 4. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

Ringetonen skal vise sig at spille en helt afgørende rolle senere, da Franks nye veninde Lola fra kommunen, som han naivt har bildt ind, at han er skilt, opsøger ham på hjemmeadressen. Selvfølgelig er det Mia, der åbner hoveddøren, hvorefter Frank panisk flygter op på værelset og gemmer sig i deres klædeskab. Scenen kulminerer, da Mia og Lola tager Frank på fersk gerning, idet hans telefon ringer, og Bent Fabricous’ ikoniske toner pludselig brager ud fra skabet.

Det udløser et enestående øjeblik, hvor især Mia brillerer i måden, hvorpå hun med sin barnlige facon sætter Frank på plads, mens Frank helt ynkeligt forsøger at bortforklare sig. En scene, der kan måle sig med nogle af seriens mest akavede momenter.

Ugens øv

Selvom situationen omkring Franks klage til kommunen vedrørende naboens ønske om at få et sortglaseret tegltag udløser komiske seancer, er der alligevel noget ved setuppet, der virker en anelse utroværdigt.

Selvom sagsbehandleren Lola, som Frank på imponerende vis får charmeret under et møde på Frederiksberg Kommune, egentlig spiller sin rolle ganske overbevisende, er det svært at æde præmissen om, at Frank – hans kiksede udstråling og alder taget i betragtning – skulle vække interesse hos den unge, smukke kvinde blot ved at spørge lidt interesseret ind til hendes skilsmisse.  

Måske havde det fungeret for 10 år siden, som det gjorde i ’Unge hjerter’ (der stadig lå lige på grænsen), men i dette tilfælde bliver det lidt off – som om serien sidder fast i de tidligere sæsoner.

Ugens citat

I ugens afsnit bliver vi præsenteret for, hvad Frank kalder RIN-testen, der tjekker anekdoter efter følgende kriterier: Er det relevant? Er det interessant? Er det nødvendigt?

Et sjovt indslag, der er gennemgående i afsnittet, hvor især Mia har det med at fortælle dødssyge historier om dådyrkød i Tyskland og skovskader i haven. Af samme grund overbeviser Frank hende om, at det er ham, der skal tage til klagemøde på kommunen, fordi han er bange for, at der går »pippepip« i den med hende ved roret.  

Samtalen lukkes på bedste Frank-manér med det provokerende, men helt perfekte citat: »Dét at klage er mandens værk. Det var noget andet, hvis vi skulle have nogle nye venner oppe på Teknisk Forvaltning«.

Det nedværdigende statement er indbegrebet af Frank og hans politisk ukorrekte logik, der på mange måder bærer serien.

Ugens bikarakter

Selvom afsnittets ensemble inkluderer ingen ringere end bedrevidende og påtrængende fætter Andreas, der uden tvivl er en af de bedste bifigurer i serien, er der ingen, der kan hamle op med Mias fremragende præstation i dette afsnit.

Dels sidder hendes kejtede og voldsomt kedelige udfoldelse af dybt uinteressante anekdoter om skovskader, der holder til i haven, lige i skabet.

‘Klovn’ sæson 8 afsnit 4. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

Og så er hendes reaktion i scenen, hvor Frank gemmer sig i klædeskabet, et stjerneeksempel på Mia, når karakteren fungerer bedst. Her går hendes prisværdige komiske timing og måbende ansigtsmimik op i en højere enhed, hvilket efterlader øjeblikket som en af de sjoveste og mest cringe Frank-Mia konfrontationer længe.

Ugens facit

Efter endnu et vellykket afsnit tyder det på, at Frank og Casper er tilbage i topform – med deres nytilføjelse i forfatterrummet Neel Feldstedt som idebagkvinde og bærende forfatter på afsnittet.

Afsnittet er spækket med klassiske ’Klovn’-twists, der bidrager til en tryg gensynsglæde, der virker til at være gennemgående i sæsonen. Hele Balling og Bahs-striden er original, og scenen på hospitalet, hvor Kurt Ravn lige præcis ikke er i stand til at sige, hvem han mener, der er hvem, er et virkelig sjovt indspark.

Vigtigst af alt slutter afsnittet af med et brag i den mest tåkrummende scene i sæsonen indtil videre. Af samme grund har afsnittet potentiale til at komme på klassikerhylden.

’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af