Den allersidste sæson af zombieserien over dem alle, AMC’s ‘The Walking Dead’, er blevet skubbet ad flere omgange takket være covid-19. Nu er første trailer til sæson 11 landet, og den lover, at serien, der ellers har nægtet at dø, vil runde af med et dyrtproduceret brag.
Her er Norman Reedus og Melissa McBride nok en gang tilbage som karaktererne Daryl og Carol i selskab med en stribe nye ansigter i form af blandt andre skuespillerne Laila Robins (‘Homeland’) og Josh Hamilton (‘American Horror Story’.
Sæson 11 vil bestå af tre dele, hvoraf første del får premiere 22. august, og de resterende lander i 2022.
Under weekendens digitale San Diego Comic Con-event, hvor traileren blev offentliggjort, fortalte showrunner Angela Kang om, hvad pandemien har betydet for finalen på zombieserien og ekstraafsnittene af sæson 10, som skulle kompensere for forsinkelsen:
»Pandemien ændrede indlysende nok måden, vi gjorde mange ting på, men det var virkelig sjovt at lave de fokuserede, intime afsnit af sæson 10. I sæson 11 går vi ud med et brag. Vi er tilbage til vores storstilede, massive ekstravagancer med masser af gode interaktioner imellem karaktererne, vi elsker. I sæson 11 kører vi hårdt på med nye historier og nye karakterer. Jeg er virkelig spændt på at dele den med publikum, når det er tid.«