Er ’The Walking Dead’ blevet vor tids ’Days Of Our Lives’?

Akkurat som sine udmagrede gespenster traver ’The Walking Dead’ troligt videre på 10. år. Og stik imod alle odds har den seneste sæson boostet både seertal og kritikerkærlighed. Hvad er zombiernes succesopskrift?
Er ’The Walking Dead’ blevet vor tids ’Days Of Our Lives’?

Spoilers for alle sæsoner forude.

De slæber sig af sted med søvnige miner og deres bedste år bag sig, iklædt 50 nuancer af støvet khaki, og lige så jævnt forudsigelige, som de er spontant ultravoldelige.

Jo jo, lavhængende metaironiske paralleller mellem ’The Walking Dead’s eponyme gespensters ørkenvandring og seriens dramaturgiske ditto over 10 sæsoner er der nok af.

Men ikke desto mindre og til trods for flere års dalende seertal på flow, kører zombiedystopien fra AMC fortsat på med millioner af seere om bord (hvem hulen er I?) og kaster spinoffs af sig uden synderlige kvababbelser ved, at man dårligt kan se forskel på dem og moderskibet, når lemmerne alligevel flyver til højre og venstre på en baggrund af smuldrende byer, og den menneskelige moral igen-igen-igen sættes under umenneskeligt pres af zombieangreb, almen offer-idioti (»jeg går lige muttersalene og ubevæbnet ud i skoven for at pisse i en busk«) og korrumperede kultledere i lige mål.

Der dyrkes flittigt i ‘The Walking Dead’.

’The Walking Dead’ er serien, der nægter at dø, men derimod elsker at dræbe sine mest interessante karakterer (Shane, Glenn) for i stedet at beholde de dræbende kedelige (sorry, Carol).

Og det selvom seertallet styrtdykker for hver en fanfavorits blodige endeligt – premieren på sæson syv trak 17 millioner seere i USA, men tallet raslede ned til 12, efter Negan (Jeffrey Dean Morgan, der gør alt for at udviske sin ‘P.S. I Love You’-arv) gjorde kål på Glenn (Steven Yeun, som havde fået travlt med filmkarrieren) i åbningskapitlet.

På samme vis faldt sæson ottes seertal øjeblikkeligt fra 8,3 millioner til 6,8, da »Carrrlll« til manges misfornøjelse drattede af scenekanten.

Georgia on my mind…

Sidste sæson er planlagt til 2022, men jeg vil se lyset gå ud, før jeg tror det.

Eller rettere: Jeg vil læse et detaljeret recap af finalen, eftersom jeg selv stod af som ugentlig topfan dengang i 2013, hvor skinhellige Rick Grimes (aka. Andrew Lincoln aka. Stalker-Mark fra ’Love Actually’) og co. havde brugt rundt regnet 85 procent af sæson tre på at dyrke grøntsager i fængselsgården, og lede Lori kradsede af som karmastraf for at have knaldet med bad boy Shane (som til gengæld var kradset af sæsonen forinden for, well, at have knaldet med Lori, æv).

Jon Bernthal som Shane i ‘The Walking Dead’.

Selv en walkie bliver træt af at spørge sin skærm, hvorfor filan ingen hiker til Alaska i stedet for at tosse rundt i den perfekt zombie-tempererede sydstat Georgia (med de prisvenlige locations og velvillige filmstøtte, sjovt nok), og lillesøsteren ’Fear the Walking Dead’ var et nummer for uoriginal til helt at fænge mig i første sæson (the joke’s on me, selvfølgelig, for serien kører nu på sjette omgang).

Ovenstående betyder imidlertid ikke, at jeg ikke jævnligt tjekker op på ’The Walking Dead’ for at få et lille forarget frydefuldt kick over, hvem der nu har indgået nye alliancer eller bidt i støvet, fra de hjertensgode til de skurkagtige a la nyligt hedengangne Alpha (Samantha Morton) i den aktuelle tiende sæson.

Ligesom jeg også slugte hvert et ord af anmeldelserne af, hvordan selveste Rick tilsyneladende drog mod de evige zombiejagtmarker i sæson ni, skønt hele tre planlagte spinoff-film med Andrew Lincoln peger på, at ingen sprængladning er så dødelig, at sheriffen ikke snart igen er klar til at pege sin Colt Python i retning af endnu flere dekomposterede zombiepander.

Mere ‘Mean Girls’ end ‘Fluernes herre’

Serien, der oprindelig er baseret på tegneserierne af samme navn, og hvis første sæson fulgte 00’ernes opblomstrede vampyr- og zombiehype, er et levende(dødt) bevis på, at hvis et popkulturelt fænomen bare holder skruen i vandet i tilstrækkeligt mange år, så vil det – lidt som Madonna – sgu nok komme til at spejle tidsånden igen en dag.

Hvorfor ’The Walking Dead’s tematiske dekonstruktion af samfundsnormerne og den livsvigtige opretholdelse af stærke sociale fællesskaber i et fremtidigt, virushærget USA pludselig klinger underligt ’aktualiseret’ midt i en pandemi.

Chandler Riggs som Carl og Andrew Lincoln som farmand Rick i ‘The Walking Dead’.

Jo mere snigende politisk uro, klimafrygt og økonomisk krisesind, jo mere energisk bider zombieallegorierne gerne fra sig. Det skete under Vietnam-krigen i 1970’erne, og det er sket over de seneste 15 år i en sådan grad, at man dårligt har kunnet undgå zombieforstoppelse, hvad end man browser under streaming-kategorierne ’Film med stærke kvindelige hovedroller’ (’Life After Beth’), ’Dystre familiefilm’ (’Maggie’), ’Udenlandske perler’ (’Train to Busan’), ’Hjertevarme ungdomsromancer’ (’Warm Bodies’) eller ’Arthouse’ (’The Dead Don’t Die’).

’The Walking Dead’ er ikke genrens klassepræsident udi elegant historiefortælling, men til trods for, at emotionelt engagement gerne belønnes med et pikket baseballbat til kraniet, at der er mere ’Mean Girls’ end ’Fluernes herre’ over de personlige magtkampe, og happy endings er en by i Rusland (eller Alaska!), er dens stædige gåpåmod og eksistentielle lommefilosofi immervæk dragende for en sofazombie i karantæne.

Kan du ikke deale med hverdagens tristesse og isolationens klaustrofobi, så kan du i det mindst give dig selv den lille zen-sejr at dyrke en gulerod, inden du får bidt hovedet af.

Daryl-effekten

Som zombierne konstant føjer nye medlemmer til egne rækker, når de plukker pensionsklare hovedpersoner på stribe, således vokser ’The Walking Dead’-universet, der foruden de førnævnte spillefilm ligeledes er klar med ungdomsserien ’The Walking Dead: World Beyond’ (premieren er coronaudskudt til senere i år).

Norman Reedus som Daryl og Melissa McBride som Carol i ‘The Walking Dead’.

Den Grimes-fri, Daryl-ledede sæson 10 har sågar stik imod alle odds formået at booste seertallet igen og bryster sig i skrivende stund af en naturstridigt fornem rating på 91 procent på Rotten Tomatoes. Og selvom jeg tvivler på, at jeg for alvor hopper med på TWD-toget igen, har jeg naturligvis alle voyeuristiske intentioner om at følge med i seriens – og filmenes – body count fra sidelinjen.

Nye, langt mere attraktive streamingfavoritter kommer og går i et mylder af serieguld, men måske er det sigende for vores tid, at det er ’The Walking Dead’, der sjosker ufortrødent videre i baggrunden som apokalypsens svar på ’Days of Our Lives’.

‘The Walking Dead’ kan sesHBO Nordic og Viaplay. ‘Fear the Walking Dead’ kan ses på HBO Nordic og Amazon Prime.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af