Ugens fedt, fedt, fedt
Vi ved fra ’Drys fra muffedissen’ og ’Tango for tre’, at Frank ikke kan holde på en hemmelighed, når det gælder Mias intimsfære.
Det gælder også i ugens afsnit, hvor Mia er begyndt at bruge voksenbleer, fordi hun »nogle gange ikke kan holde tæt og derfor kommer til at tisse lidt«.
Selvom vi har set lignende situationer udfolde sig i tidligere sæsoner, er det svært ikke at blive revet med af den perlerække af pinlige scener, som tisseriet udløser. Alene Franks reaktion, da han opdager pakken med »tissebleer« i soveværelset, er skøn.
Dertil kommer Casper og Fnugs uanmeldte besøg, hvor de kommer med råd til, hvordan Mia skal komme problemet til livs. Sjældent har en trøst været ringere, end da Fnug i ramme alvor siger, at »det skal du ikke være flov over. Det er der mange ældre damer, der bøvler med«.
Det ultimative højdepunkt kommer med afsnittets – hvis ikke sæsonens – mest tåkrummende scene. Mia er blevet slæbt med til Franks filmvisning i filmklubben og må forlade salen, fordi hun har, hvad Frank tror er endnu et tisseuheld.
Man kan næsten ikke være i sin egen krop ved synet af Frank, der tappert tisser i bukserne for øjnene af det chokerede selskab for at dække over Mia, som i sekundet efter fastslår, at det altså bare er hvidvin, hun har spildt ud over sig.
Ugens store savn
Det var indiskutabelt en god beslutning at skrive Lene Nystrøm ud af serieuniverset, idet hun mest af alt optrådte som en mislykket udgave af Iben Hjejle, bare uden komisk timing.
Selvom rolige og spirituelle Fnug, spillet af Camilla Lehmann, er et frisk indspark med sine spøjse livsstilsidéer og imponerende tålmodighed, kan hun bare ikke hamle op med Ibens tilsyneladende uerstattelige karakter. Det bliver for alvor tydeligt i ugens afsnit.
Casper og Fnug er blevet kontaktet af en dødeligt syg 25-årig kvinde, hvis sidste ønske er at miste sin mødom til sit store idol – Casper fra Mandrilaftalen. Og det synes Fnug er en fantastisk idé, fordi man, som hun siger, selvfølgelig skal hjælpe andre, når man kan.
Her bliver hendes karakter bare for skør og verdensfjern, mens man for alvor bliver mindet om savnet af Ibens temperament og legendariske vredesudbrud, som da hun finder ud af, at Frank og Casper har været i vandet med to unge piger på deres sommerhustur i ’Franks fede ferie’.
Samtidig ville det virkelig klæde Casper med mere kvindeligt modstand. Især fordi det ofte er i de pressede situationer, at hans karakter kommer til sin fulde ret.
Ugens udtryk
Gennem Casper bliver Frank en del af Ole Bornedals filmklub, Les amis du cinéma, der ud over Bornedal og Casper tæller Pilou Asbæk, Martin Kongstad, Ann Lind Andersen og Asger Leth.
Ikke overraskende passer Frank usædvanligt dårligt ind i den finkulturelle klub. Det får vi kraftigt understreget, da Frank og Mia sætter sig til at se ’Snøvsen’, som uheldigvis – takket være Mia – ender med at blive Franks kandidat til årets film.
Ligesom i Ølklubben og på cykelholdet Mountain Lions eksisterer der i filmklubben en række uskrevne regler for, hvordan man skal indordne sig fællesskabet.
Blandt andet arbejdes der ud fra den groteske og åndssvagt sjove »forfra-regel«, der indebærer, at man ved filmvisninger skal starte filmen forfra (med intro!), hvis et af medlemmerne bliver forstyrret undervejs.
Frank bliver selvfølgelig ikke bare én, men to gange offer for reglen, som skaber stor begejstring hos de øvrige medlemmer, der værner om den, som var det et helligt ritual.
Ugens gæsteoptræden
Ottende sæson har for alvor oppet sig i udvalget af real-life-cameos.
Og sæsonens finaleafsnit har flere gode kandidater at vælge mellem. Særligt Ole Bornedal, Martin Kongstad og Pilou Asbæk brillerer som dominerende repræsentanter fra kultureliten, som ofte er de karaktertyper, der virker bedst i ’Klovn’.
Mest fremtrædende er Pilou Asbæk, der med sin arrogance bekræfter samtlige af de fordomme, man som publikum sidder med.
Med sin selvhøjtidelige måde at præsentere sit intellektuelle filmvalg, ’C’est arrivé près de chez vous’, passer han ideelt ind i ’Klovn’-universet som en mere frembrusende udgave af Casper.
Allerbedst er hans vilde overreaktion med grove udbrud a la »Fy forhelvede, hvor er det fucking ulækkert det der!« i scenen, hvor Frank erkender, at Mia har tisset i bukserne under filmvisningen. Pilou bliver her det dumme svin, som vi har ventet på gennem hele sæsonen.
Ugens facit
I sæsonfinalen bliver det slået fast, at Frank og Casper har valgt at følge den klassiske ’Klovn’-formel, der til tider bliver lidt for forudsigelig.
Kan man leve med det, er det et afsnit, der ud over at indeholde et gennemført hold af gæstekarakterer, serverer den muligvis pinligste scene i sæsonen.
For ikke at glemme det geniale sideplot med den indiske restaurantejer, der efter 10 år med Frank som stamkunde og et hav af personlige samtaler om familieliv og special treats, overhovedet ikke kan huske Frank.
Hvis komikerduoen lykkes med at holde det høje niveau, lover det godt for den kommende, niende sæson.
’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.