En af nyere filmtids mest elskelige animerede væsner er atter på vej mod det store lærred.
Fra Cannes-festivalen lyder det således, at netværket Studiocanal officielt har sat skub i produktionen af ‘Paddington 3’, og ifølge Studiocanals CEO Anna Marsh påbegyndes optagelserne i anden halvdel af 2022.
Der er endnu intet nyt om castet, om end man må gå stærkt ud fra, at den ærkebritiske stemme bag bjørnen Paddington, Ben Whishaw, også vender tilbage denne gang.
Instruktøren bag de første to film, Paul King, er allerede tilknyttet projektet som historieudvikler, men om han også skal svinge taktstokken på settet er uvist.
‘Paddington’ og ‘Paddington 2’ blev dundrende kritiker- og seersuccesser i henholdsvis 2014 og 2017 – ikke mindst takket være veloplagte, selvsatiriske skurkepræstationer fra Nicole Kidman og Hugh Grant, der også gik rent ind hos det voksne publikum (hvem sagde ‘The Undoing’?).
Mon ikke ‘Paddington 3’ ligeledes vil gå på jagt efter en passende A-list-stjerne til at skræmme livet af letpåvirkelige poder? Vi sætter gerne en stemme på Daniel Craig, som vel sagtens skal have noget at rive i post-Bond.