Årets oversete film- og serieperler – ifølge vores film- og serieanmeldere

Årets oversete film- og serieperler – ifølge vores film- og serieanmeldere
'Chilling Adventures of Sabrina'

Tidligere i december har vi kåret redaktionens valg af årets bedste serierbedste filmbedste danske film og bedste film, der fik direkte premiere på streamingtjenesterne. Men særligt i et stærkt filmår var der adskillige titler, vi ikke fik plads til – ligesom holdningerne på redaktionen i visse tilfælde (gudskelov!) ikke deles af vores individuelle anmeldere.

Vi gav derfor vores anmeldere opgaven at fremhæve én film eller serie, der ikke figurerede på vores top-lister.

’Chilling Adventures of Sabrina’

Valgt af Freja Dam: Roberto Aguirre-Sacasas reboot af 90’er-sitcomen ‘Sabrina – skolens heks’ er oprigtigt uhyggelig, men også hyggeligt kitschet med en god portion mørk humor midt i blodsofringerne. Kiernan Shipka fra ‘Mad Men’ har en perfekt blanding af idealisme og arrogance som teenage-halvheksen Sabrina, der i en metafor over ungdommens uskyldstab er splittet mellem sin magiske og dødelige side. Sabrina er en herligt kompleks antiheltinde: en woke heks, der kæmper mod patriarkatet, men også i stigende grad drages mod mørket, og hvis stædige bedrevidenhed får konsekvenser.

‘We the Animals’

Valgt af Jakob Freudendal: Året har budt på adskillige fremragende coming of age-film. På samme tårnhøje niveau som ‘The Florida Project’ ligger den oversete amerikanske indieperle ‘We the Animals’, som herhjemme blev vist på CPH PIX, om en homoseksuel dreng, der kæmper for at finde sin sti i virvaret i Upstate New York. Historien slægter ‘Moonlight’ på, men er også helt sin egen med en enorm sanselighed, en gudesmuk billedside og et fænomenalt score, der balancerer mellem hudløs ærlighed og ren filmmagi. Det nærmest ukendte cast er et af årets bedste.

‘The Chi’

Valgt af Lise Ulrich: ‘Master of None’s Emmy-vindende manuskriptforfatter og nu serieskaber Lena Waithe stod bag en af årets mest underkendte HBO-titler, der slægtede ‘The Wire’ på med en fremragende miljø og skæbnesskildring hensat til det kriminaliserede Chicago-kvarter ‘The Chi’. Serien hudflettede racespændinger og sort identitet med fine menneskelige og moralske nuancer i en tid, hvor Donald Trump har gjort sit for at dæmonisere USA’s ‘inner city’. Og så blev ‘The Chi’ drevet af et stærkt, hovedsageligt farvet cast med ‘Moonlight’s 14-årige kæmpetalent Alex R. Hibbert i front (og ‘The Wire’s Sonja Sohn på sidelinjen).

‘Skjold & Isabel’.

‘Skjold & Isabel’

Vagt af Rasmus Friis: Emil Næsby Hansen indfanger sommerdagenes humørsyge i dette lille mirakel af en break up-dokumentar. Skjold og Isabel har smagt på forelskelsen for første gang og skal nu håndtere, at den er borte, midt i skoleferiens frihed. Billederne er stoppet med symbolik, men det føles aldrig opstyltet, fordi de to teenagere er skildret så ømt og oprigtigt og med blik for det hav af følelser, der bruser i et ungt hjerte, når, som Mellemblond synger, »juni hænger nedad med lange lyse lokker«.

’Madeline’s Madeline’

Valgt af Sara Prahl: ’Madeline’s Madeline’ ramte mig på årets CPH PIX som et nutidigt bevis på, at kunstfilmen sagtens både kan udfordre og indlemme. Debutant Helena Howard spiller afsindigt (godt) i rollen som Madeline, der forfører sin dramalærer med sin enigmatiske, talentfulde personlighed, mens hun samtidig stødt nedbryder sin mors skrøbelige nerver med samme. Det hele truer konstant med at falde fra hinanden i filmen, der placerer Josephine Decker på toppen af listen over instruktører, som jeg helt sikkert vil holde øje med.

’Sommeren 1993’

Valgt af Morten Kildebæk: Spanske ’Sommeren 1993’, som faktisk slet ikke blev anmeldt af Soundvenue, var for mig en af årets mest rørende biografoplevelser. I filmen flytter seksårige Frida hjem til sin morbrors familie på landet, da hendes mor dør af aids. Et væld af følelser, hun ikke forstår, skyller over hende, og selvom plejefamilien giver hende kærlighed og omsorg, er omstillingen til den nye tilværelse svær. Imponerende naturligt børneskuespil bidrager til en tragisk, men i sidste ende smuk fortælling i den bagende catalanske sol.

Juliette Binoche i ‘Luk solskinnet ind’.

’Luk solskinnet ind’

Valgt af Sofie Lykke Stenstrop: Claire Denis har lavet to af årets bedste film, ’High Life’ og ’Luk solskinnet ind’. Og det er sidstnævnte, jeg gerne vil slå et slag for, for hold kæft hvor fik den bare en urimelig start på livet i DanmarkFørst blev den franske titel slagtet, så den lyder som navnet på en Seebach-ballade, og så blev den markedsført som en romcom, hvilket den ikke er. Hvad den er, er en ekstraordinært nuancerig skildring af en moden kvindes rodede sexliv.

‘The Other Side of the Wind’

Valgt af Peter Christian Rude: Orson Welles’ sidste film lå hengemt i en bankboks i Paris, indtil Netflix påtog sig at gøre den færdig. Svanesangen griber tilbage til debuten, ’Citizen Kane’ med sin gådefulde fremstilling af den store mand som et problem i sig selv. Men den handler lige så meget om en amerikansk filmindustri i 1970’erne, der står i spagat mellem det traditionelle Hollywood-maskineri og europæiske indflydelser som den franske nybølge og den modernisme, der forbindes med Michelangelo Antonioni. Et must-see for alle filmelskere!

Laetitia Dosch i ‘Montparnasse Bienvenüe’.

’Montparnasse Bienvenüe’

Valgt af Jannie Dahl Astrup: ’Montparnasse Bienvenüe’ gjorde mig filmforelsket til op over begge ører. I den altoverskyggende hovedrolle Paula (spillet med vulkansk farlighed af naturkraften Laetitia Dosch) i instruktør Léonor Serrailles helt igennem originale take på ungt, parisisk kvindeliv lige nu og i angorakatten med de kloge øjne. Forelsket i Doschs febrilske replikker, der bliver leveret med maskingeværets træfsikkerhed og i måden, hun spiser honning direkte fra plastflasken i sengen om morgenen. Serrailles debut er rørende, egensindig og ægte charmerende, som kun fransk film kan være det.

‘AlphaGo’

Valgt af Kasper Løvborg: Vil selvlærende kunstige intelligenser snart overgå den menneskelige hjerne i intuition og kreativitet? De dybt foruroligende implikationer ved et potentielt nederlag til en maskine i et spil, hvor alle træk og udfald (endnu) er umulige at beregne, giver stof til eftertanke i Greg Kohs’ oversete dokumentar (der kan ses på Netflix) om dysten mellem Googles DeepMind og Lee Sedol, den 18-dobbelte sydkoreanske mester i verdens mest komplekse brætspil, Go. Og fordi der hviler et helt ufatteligt stort ansvar på menneskehedens repræsentants skuldre, bliver det så meget desto mere dramatisk at overvære det storstilede opgør.

Nicolas Cage i ‘Mandy’.

‘Mandy’

Valgt af Maya Marckmann: Kun de heldige og hurtige formåede at fange en visning under årets CPH PIX. da vi endelig øjnene muligheden for at opleve Nicolas Cage, i hvad der skulle vise sig som en af årets bedste film. ’Mandy’ er et vandvidsmesterværk, der ikke lægger fingrene imellem, og som er så smukt eksekveret, at filmen oven på det generiske plot kaster vildt om sig med originalitet. Det er unikt, psykedelisk og aldeles anbefalelsesværdigt.

Og af Christian Rising Mathiasen: Panos Cosmatos psykedeliske mareridtstur med en altoverskyggende Nicolas Cage i hovedrollen er uden sammenligning årets kulthit. Cage smider alle hæmninger i denne bizarre neonfarvede hævnfilm, hvor skovhuggeren Red skal hævne sin afdøde kæreste, efter en satanisk kult brutalt har myrdet hende. Det er ligeså grotesk som grinagtigt, når Cage, efter at have bekæmpet et dæmonisk læderklædt uhyre bevæbnet med en strapon-kniv, punkterer stemningen fuldstændig ved at sniffe kokain fra et glasskår og drikke LSD.

’Custody’

Valgt af Lau Lehrmann: Jeg har siddet upåvirket til det meste af årets horrorhysteri. Til gengæld blev jeg rystet i min grundvold, da jeg ene mand kæmpede mig igennem dette belgiske drama i Danmarks mindste biografsal. Skildringen af en drengs prøvelser i en skilsmissestrid er hjerteskærende, men det er farens maskuline frustration, som spillefilmdebutanten Xavier Legrand med sine mange close-ups af forpinte og skræmte ansigter gør til en allestedsnærværende terror. Til slut kunne jeg ikke være i mig selv. Gyset var hverdagslig realitet.

Wes Andersons ‘Isle of Dogs’.

‘Isle of Dogs’

Valgt af Thomas Spejlborg Sejersen: Jeg så Wes Andersons nye film i en gammel balkonbiograf i Firenze. Jeg var alene og sandsynligvis også beruset. Hvilket kan have sløret min dømmekraft. Men hold da op, jeg nød nogle af Hollywoods bedste karakterskuespillere (Edward Norton, Bryan Cranston, Bill Murray…) som hunde i Andersons vanvidsprojekt: et delvist japansk stop-motion-drama om hunde og skrald.

’Good Girls’

Valgt af Naja Helene Hertzum: Jeg synes slet ikke, at første sæson af Netflix’ ’Good Girls’ har fået den ros, den har fortjent. Letfordøjeligt husmoderligt røveri i seriøst nedadgående spiral med stjernecast i form af Christina Hendricks (’Mad Men’), Retta (’Parks & Rec’) og Mae Whitman (’Arrested Development’). What’s not to like?

‘Avengers: Infinity War’

Valgt af Jesper Olsen: Hvordan kan en af de mest indtjenende film nogensinde være overset? ’Avengers: Infinity War’ vandt biografpublikummets gunst, men kritikerne ser nådigere til opvarmeren ’Black Panther’. Men ’Infinity War’ fortjener at stå tilbage for, hvordan den bestod den næsten umulige opgave at binde 19 film og et dusin hovedkarakterer sammen i en passende pompøs blockbuster med shakespeareske undertoner og tilmed en frapperende slutning. Like it or not, Marvel Cinematic Universe er på sin egen måde en filmhistorisk milepæl.

‘Paddington 2’.

‘Paddington 2’

Valgt af David Madsen: Hugh Grant giver årets præstation! ’Paddington 2’ er årets mest politisk relevante film med historien om en ung immigrant, som bliver fængslet for en forbrydelse, han ikke har begået. Det er en dybt antiautoritær film, som absolut hader politifolk og de racistiske attituder, som førte til Brexit, men som samtidig tror på det bedste i mennesker. Filmens stil er ofte blevet sammenlignet med en Wes Anderson-film, men Anderson ville blot ønske, at han stadig kunne levere en film så stærk, morsom og hjertevarm som ’Paddington 2’.

’A Place Further Than the Universe’

Valgt af Anders Mai: Denne anime-serie instrueret af Atsuko Ishizuka er at finde på New York Times’ liste over årets bedste tv-serier, hvilket er fuldt fortjent. Den gør nemlig et koncept, som let kunne blive cheesy og klichéplaget, til en smuk historie om fire teenagepigers drøm om at deltage i en ekspedition til Antarktis. Undervejs er man hele følelsesregisteret igennem, og det er direkte imponerende, hvis man ikke er tæt på at fælde mindst én tåre mod slutningen af serien. ’A Place Furter than the Universe’ kan ses på Crunchyroll.

Suspiria’

Valgt af Adam Madslund: Nej, Luca Guadagninos ’Suspiria’ er ikke årets største mesterværk, men det er en uhyre atmosfærisk og sjældent legesyg film, der giver sig selv lov til at skeje ud i en grad, der ikke kan andet end at splitte sit publikum. Når den er bedst, er den intet mindre end fremragende. Især dansesekvenserne, tilsat Thom Yorkes hjemsøgende musik, er en af de største rene filmiske oplevelser fra det forgangne år. 

Se listenÅrets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret

Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret

Læs også: Årets fem bedste danske film – rangeret

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af