‘Loki’-feberen raser på fuldt blus i disse uger, hvor Marvel-serien går sin sejrsgang på Disney+.
Og man ved bare, at ens superhelte-stjernesstatus har nået svimlende højder, når selveste ‘The Simpson’ inviterer én ind i varmen (ligesom man også ved, at Disney nu officielt ejer alt … ).
Således kan man fra 7. juli se den nye kortfilm ‘The Simpsons: The Good, The Bart and the Loki’ på Disney+, hvori Bart og Guden af Narrestreger tørner sammen – og ja, Tom Hiddleston lægger selvfølgelig stemme til Loki.
I den Avengers-inspirerede historie er Loki igen, igen blevet kylet ud af Asgård, og må nu se sine største modstandere i øjnene: Simpsons-familien og Springfields største helte. Vi glæder os allerede til at se guden løbe i cirkler om stakkels Homer.
‘Loki’ kan ses på Disney+, hvor der kommer et nyt afsnit hver onsdag.