Skotske Tilda Swinton, instruktør Scott Derrickson og Marvel-bossen Kevin Feige blev tilbage i 2016 mødt med whitewashing-kritik, da Marvels ‘Doctor Strange’ fik premiere med Swinton i rollen som The Ancient One.
I tegneserieuniverset er The Ancient One nemlig en gammel asiatisk mand, og i et interview med Men’s Health i maj i år medgav Feige ikke alene, at kritikken havde gjort indtryk, men at han føler, at den var berettiget:
»Vi troede, at vi gjorde noget cool og cutting-edge ved ikke at gå med klicheen om den gamle, vise asiatiske mand«, sagde Feige.
Tilbage i 2016 forsøgte Scott Derrickson ligeledes at forklare, at ideen netop havde været at undgå at tale ind i racestereotyper – og at Swinton i sin karriere sådan set har spillet flere roller af forskelligt køn.
Til det siger Feige i dag:
»Kunne vi have castet en asiatisk skuespiller og stadig have fundet en vej uden om stereotypen? Svaret er selvfølgelig ja, det kunne vi godt«.
Swinton selv værdsætter Feiges nylige indrømmelse. Det fortæller hun i et interview med Variety i denne uge:
»Jeg er meget, meget taknemmelig«, siger den Oscar-vindende skuespiller.
»Jeg kan godt huske, at jeg dengang (under filmoptagelserne, red.) gik rundt med et spørgsmål i baghovedet, og at jeg var opmærksom på publikums reaktioner på, at en skotsk kvinde skulle spille den her karakter. Jeg kunne mærke, at der ikke var nogen modstand overhovedet … Men på et tidspunkt ændrede det sig, og af rigtig gode grunde, som jeg havde stor sympati for«.
Swinton gentog dog rollen i ‘Avengers: Endgame’ i 2019, men dukker angiveligt ikke op i den kommende ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’.
Alle Marvels superheltefilm kan ses på Disney+.