På papiret var det en no brainer med et potentielt skelsættende diversitets-payoff:
I hælene på Disneys live action-gigantsucceser ’Skønheden og Udyret’, ’Løvernes konge’ og ’Junglebogen’ blev det ’Mulan’s tur til at få en 200 millioner dollars-dosis CGI-realisme – til højlydt kommentarsporsbegejstring fra fans af tegnefilmklassikeren, hvori den kinesiske pige Mulan som bekendt forklæder sig som en mand for at tage sin svagelige fars plads i kejserens hær. Ledsaget, Disney-style, af et styks talende drage, en fårekylling og en modsætninger-mødes-flirt i form den overordnede Li Chang.
Man skulle mene, at banen var kridtet op til noget så længe ventet som et gedigent Hollywood-boxoffice-hit med en asiatisk kvinde i hovedrollen. Men allerede inden optagelserne til den nye film overhovedet blev skudt i gang, begyndte de første tegn på knas i maskineriet at skabe røg på Twitter, indtil hashtaget #BoycottMulan snart derefter stod i lys lue. Og det brænder skam endnu.
Forud for den danske streamingpremiere på Disney+ 4. december opridser vi her hovedpunkterne i kontroversen:
Nul sange, nul drage – og nul homo-crush
Hvorfor forspilde muligheden for at arbejde med en kinesisk instruktør, når man skal Hollywood-tilvejebringe en klassisk kinesisk legende? Det ville store dele af Twitter gerne vide, da Disney annoncerede, at den newzealandske instruktør Niki Caro (’Whale Rider’) var blevet hyret til projektet.
Whitewashing-anken var imidlertid vand i forhold til det ramaskrig, der rejste sig, da det forlød, at IRL-’Mulan’ havde droppet tegnefilmens sange og aflivet dragen Mushu (angiveligt også fårekyllingen) til fordel for et mere voksenseriøst storfilms-look. Og at karakteren Li Shang belejligt var blevet delt i to for at komme let og elefant udenom, at Mulan crusher på en ældre chef (so not 2020), der sådan set begynder at gengælde affektionerne, mens Mulan stadig foregiver at være… en mand.
Hvorfor de mange fans, der altid har set Li Shang som en åbenlyst biseksuel karakter, sendte en byge af kritik mod Disneys berøringsangst over for alting LGBTQ-smægtende, der om noget spiller direkte ind i den kinesiske censur.
Legenden om Mulan kan dateres tilbage til det sjette århundrede og er blevet filmatiseret flere gange, ikke mindst i den kinesiske produktion ’Mulan: Rise of a Warrior’ fra 2009, hvis design umiddelbart ligger tæt op ad Disneys »moderne« visioner. Så hvorfor besluttede musestudiet sig for at give heltinden så drastisk en makeover?
I efteråret 2019 gav den kinesiske journalist Jingan Young et bud i en sviende kommentar i The Guardian, hvori hun udtrykte sin ærgrelse over, at den nye ’Mulan’ ser ud til at følge en fremtrædende tendens i nyere kinesiske film, hvor periodedramaer bevidst renses for fjollede og ekstravagante elementer, der distraherer fra »sunde værdier« som hårdt arbejde og loyalitet til styret.
Læg dertil, at tegnefilmen i 90’erne blev sovset ind i en større kontrovers mellem Disney og Kina – hvis raseri over den Disney-producerede Dalai Lama-film ’Kundun’ ledte til et regulært Disney-boykot – og der tegner sig et billede af, at Disney denne gang er gået målrettet til værks for at sikre en sober succes, der ikke træder etablissementet over tæerne.
Hovedrollens tweet-skandale
Som kinesisk skuespiller støtter man selvsagt 110 procent op om det kinesiske styre.
Spørg bare superstjernen Fan Bingbing, som totalt forsvandt fra jordens overflade i fire måneder i 2018, mens de kinesiske myndigheder angiveligt undersøgte hendes »skatteindbetalinger«. Siden hun dukkede op igen i oktober ’18, har den før så SOME-ivrige skuespiller holdt bemærkelsesværdigt lav profil, med undtagelse af et bizart interview til New York Times sidste år, hvori hun erklærede, at hun var »faldet ned« og havde »tænkt seriøst over, hvad jeg vil i fremtiden«.
Med det in mente er det måske ikke så underligt, at ’Mulan’s hovedrolleindehaver Liu Yifei har vist sig som en trofast soldat på filmens slagmark såvel som i det offentlige rum. Men selvsamme loyalitet landede hende ikke desto mindre i strid, international boykot-hashtagmodvind sidste år, da hun på det kinesiske sociale medie Weibo delte en post fra statsmediet The People’s Daily med teksten: »Jeg støtter politiet i Hong Kong, giv mig bare tæsk for det«.
Yifei havde tilføjet sin egen kommentar på engelsk: »Sikken en skam for Hong Kong«.
Inden for 24 timer havde opslaget høstet over 72.000 likes og 62.000 delinger blandt Yifeis mere end 60 millioner følgere, mens kritikken andetsteds haglede ned over skuespilleren fra både filmfans og demonstranterne i Hong Kong, der på daværende tidspunkt i ugevis var tørnet sammen med politiet under protesterne imod øget indflydelse fra Kina (protester, der som bekendt sidenhen er endt med indskrænkelser af demokratiet i Hong Kong og arrestationer af adskillige pro-demokratiske aktivister og journalister).
#BoycottMulan eksploderede på Twitter, men Disney forholdt sig tavs. Det samme gjorde Yifei i et halvt års tid, indtil hun i februar udtalte til Hollywood Reporter:
»Jeg synes selvfølgelig, at det er en meget kompliceret situation, og jeg er ingen ekspert på området. Jeg håber bare, at det snart bliver løst«.
Journalisten, Rebecca Ford, bemærkede i samme ombæring, af skuespillerens korte svar virkede nøje »indstuderet«.
Corona stækker boxoffice-triumfen
Twitter-lede til trods blev ’Mulan’ forud for coronapandemiens udbrud i foråret stadig regnet for en af 2020’s blockbuster-baskere på linje med ’Tenet’ og ’No Time to Die’.
Men få kalenderblade senere blev den traditionelle verdenspremiere med dertilhørende events fra Los Angeles til Shanghai reduceret til en utopi, og Disney besluttede i et historisk træk (og en mavepuster til biografindustrien) at sende ’Mulan’ ud som betalingsfilm på streamingtjenesten Disney+ i USA. For senere at frigive den som en del af det almindelige abonnementsindhold i øvrige lande.
Ganske vist blev krigerkvinden stadig tildelt begrænsede biografvisninger på de prioriterede markeder, hvor det kunne lade sig gøre – heriblandt naturligvis »moderlandet« Kina – men skønt ’Mulan’ ifølge analysefirmaet 7Park Data har tjent mere på streaming i USA, end ’Tenet’ samlet gjorde i biografen internationalt, står Disney ud fra egne estimater stadig over for et milliardstort indtjeningstab.
Og til trods for diverse overvejende positive amerikanske anmeldelser har den kinesiske modtagelse af filmen været lunken på begge sider af det politiske spektrum.
Hvilket fører os til det næste punkt…:
Statspropaganda vs. …for lidt statspropaganda?
Mens statskritiske røster klandrer ’Mulan’s strenge udtryk, mener flere af de kinesiske statsmedier til gengæld, at filmen er for amerikaniseret og alt andet end respektfuld:
»Dårlig kunstnerisk kvalitet og en misforstået opfattelse af kinesisk kultur fører til filmens ringe performance i Kina«, skriver den statsstyrede avis Global Times blandt andet på Twitter, mens instruktør Niki Caros tidlige udtalelser til statsmediet Xinhua News Agency, hvori hun kaldte ’Mulan’ for »et kærlighedsbrev til Kina« fortaber sig i tågerne. Lidet trøster det formentlig, at Disney gjorde kål på ’Lady og Vagabonden’s lede siameserkatte for at forhindre enhver association til asiatiske Hollywood-stereotyper på dén konto…
»Hvis ’Mulan’ ikke fungerer i Kina, så har vi et problem«, sagde Walt Disney Studios kreative chef Alan Horn til Hollywood Reporter sidste år. Og ja, det må siges at være lidt af et problem, når en film til 200 millioner dollars kæmper for at hale bare 20 millioner i land på verdens største filmmarked.
Udskældt location får politikere på banen
Ovenstående punkter udgør et moderne mareridt for Disney, der i forvejen har måttet fyre i tusindevis af ansatte, siden pandemien startede.
Men her slutter ’Mulan’-miseren langt fra, og den største, igangværende polemik kan risikere at slå dybe skår i Micky-logoet:
Hvis man vil undgå Twitter-boykot i kombination med en global medieshitstorm og politiske redegørelser er det som udgangspunkt en god ide ikke at hensætte sin filmproduktion til en provins, der huser koncentrationslignende »genopdragelseslejre« for forfulgte befolkningsgrupper.
Utroligt nok er det ikke desto mindre, hvad skaberne af ’Mulan’ gjorde for at få de helt rette, periodetypiske landskabsbilleder af provinsen Xinjiang i det vestlige Kina. Hvorefter man i filmens rulletekster inkluderede en særlig tak til det statslige sikkerhedsbureau i byen Turpan, hvor flere af lejrene ligger, såvel som det kommunistiske partis kontor i Xinjiang, Publicity Department of CPC Xinjiang Uyghur Autonomous Region Committee.
Over én million muslimer, hovedsageligt mænd, er fængslet i lejrene, der skal få de indsatte til at aflægge deres kultur og religion, og flere amerikanske politikere efterspørger nu en grundig redegørelse for Disneys samarbejde med de lokale myndigheder i Xinjiang.
Den republikanske junior senator i Missouri, Josh Hawley, offentliggjorde i september et brev til Disney-chefen Bob Chapek, hvori han anklager Disney for at sætte profit over menneskerettigheder, alt imens Floridas republikanske senator Marco Rubio har sendt Disney et brev med 10 spørgsmål omkring selskabets forretninger med Kina – underskrevet af Rubio selv sammen med 18 andre senatorer og medlemmer af den amerikanske kongres.
Disney har endnu ikke kommenteret brevet, men den øverste økonomiansvarlige, Christine McCarthy, udtalte for nylig på en konference for investorer, at sagen har skabt »en række problemer«. McCarthy forklarede, at ’Mulan’ »primært, næsten udelukkende, blev optaget i New Zealand«.
»Det er almindeligt kendt i filmindustrien, at man i rulleteksterne anerkender de nationale og lokale myndigheder, der har ladet dig filme de forskellige steder. Så i vores rulletekster bliver både Kina og New Zealand anerkendt«, fortalte McCarthy de fremmødte investorer.
Er det nok til at pacificere studiets kritikere? Næppe.
‘Mulan’ får dansk premiere på Disney+ den 4. december, men det sidste punktum i sagaen er langt fra sat endnu.