Det er efterhånden en del år siden, at Will Smith var en seriøs konkurrent i Oscar-feltet. Vi skal tilbage til 00’erne, hvor skuespilleren modtog to Oscar-nomineringer for henholdsvis ‘Ali’ og ‘The Pursuit of Happiness’. Hans rolle i den nye film ‘King Richard’ synes imidlertid at være af den slags, som godt kan vække Akademiets interesse.
I det biografiske drama spiller han Richard Williams, tennisspillerne Venus og Serena Williams’ far og træner. Filmen ligner en klassisk, inspirerende underdog-fortælling, hvor den afroamerikanske familie fra Compton arbejder sig hele vejen til tops på trods af omverdenens tvivl. I traileren ser man, hvordan den passionerede far sætter alt ind på sine børns succes – og presser døtrene til at gøre det samme.
De unge talenter Demi Singleton og Saniyya Sidney spiller de vordene tennisstjerner Serena og Venus Williams. De får selskab af blandt andre Joe Bernthal og Aunjanue Ellis.
‘King Richard’ er instrueret af Reinaldo Marcus Green, der blandt andet har indiefilmene ‘Joe Bell’ og ‘Monsters and Men’ samt tre afsnit af Netflix-serien ‘Top Boy’ på cv’et. Zach Baylin debuterer som manuskriptforfatter.
Den danske biografpremiere er sat til 18. november.