Forventningerne til ‘The Card Counter’ er høje.
Det skyldes først og fremmest, at den erfarne manuskriptforfatter og instruktør Paul Schrader, der skrev Martin Scorsese-klassikerne ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’ og senest brillerede med den storroste, religiøse thriller ‘First Reformed’, står bag.
Desuden bærer den nye thriller på et kompetent cast bestående af blandt andre Oscar Isaac, Tiffany Haddish, Willem Dafoe og Tye Sheridan (‘Ready Player One’).
Som optakt til filmens verdenspremiere på den prestigefyldte Venedig-filmfestival til september er første veloplagte trailer netop blevet udgivet. Her ser vi Oscar Isaac som den tidligere militærforhørsleder William Tell, der efter et længere fængselophold er blevet mester udi kunsten at tælle kort. Hans nyfundne succes ved de grønne casinoborde stækkes imidlertid af fortidens dårlige beslutninger, der fortsat hjemsøger ham – blandt andet i form af Willem Dafoe som en nederdrægtig militæroberst.
Den mangeårige samarbejdspartner Martin Scorsese er krediteret som producer på ‘The Card Counter’, der står til at få dansk biografpremiere 28. oktober. Se traileren herunder.