‘In the Hand of Dante’: Oscar Isaac – og alle andre – stinker i pinlig Netflix-fadæse
FILM. Det kommer altid med en indbygget risiko at smide sin smalle arthouse-film ud i den dybe ende af Netflix’ pool, hvor den glubske algoritme efter forgodtbefindende bestemmer, om abonnenterne overhovedet opdager din film.
Det måtte selv mesteren Alejandro González Iñárritu sande, da hans alenlange stinker ’Bardo’ røg durch igennem risten og væk fra Netflix-forsiden med det vuns.
For alle involveredes fremtidige karriere kan jeg kun håbe, at denne utaknemmelige skæbne også vil ramme Julian Schnabels postmoderne fadæse ’In the Hand of Dante’. Og ditto at Oscar Isaacs mange thirst-fans swiper videre trods den bedårende kyse og kjortel, han bærer på plakaten.
Her tager skuespilleren dobbeltvagtskifte på slap linje som den italienske litteraturs godfather Dante samt journalisten og forfatteren Nick Tosches – den mand, som skrev bogen, Schnapels film er baseret på.
Dante kæmper med at skrive ’Den guddommelige komedie’ i eksil fra sit hjem i Firenze, alt imens Tosches i start-00’ernes New York konspirerer med de gemene kriminelle Joe Black (John Malkovich) og Louie (Gerard Butler!?!) om at stjæle det nyligt opdagede, originale manuskript af den litterære klassiker.
Det tager begge forfattere på en farlig globetrotter-rejse over det gamle og nye kontinent, og samtidig dybt ind i navlen på typen af postmoderne selvforherligelse, som 90’erne og 00’erne strøg om sig med.
Uden at være bekendt med forlægget kan jeg slå fast, at Schnabels version må være en ganske trofast filmatisering af bogen fra 2002, for du finder ikke så øjenrullende, overskreven prosa uden for og omkring årtiet, der gav os ’American Psycho’.
Guldkorn såsom »Her er 10.000 dollars, betragt det som en ven, nej bedre endnu, som penge«, »jeg lavede et hul, hvor hans sjæl plejede at være« og »jeg kan lide Dante, men jeg plejede at elske ham« er strøet ud over et manuskript, som kæntrer under vægten af sine egne masturberende monologer, der strækker sig ud over hele den tyske motorvej og ligegyldige detours.
Alle har en forbandet historie, de skal knevre sig igennem, før filmen kan få fingeren ud, og Butlers Louie endnu en gang sætter punktum for samtalen ved at rense kraniet på samtlige personer i rummet.
Det minder mindre om ’Reservoir Dogs’ og ’Pulp Fiction’ end dennes forkvaklede kopivare-versioner ’Lucky Number Slevin’ eller ’Kalifornia’.
Men selv skodfilm tager en by at skabe, og der er rigeligt med skyldnere her, ud over Julian Schnabel, den engang så respekterede kunstmaler og instruktør bag ’Basquiat’ og ’Sommerfuglen og dykkerklokken’. Oscar Isaac har aldrig været værre, og han optræder, som var han midt i et tømmermændsramt oneman-show med en ukueligt alvorlig mine, der går komplet imod den ironiske tone, som filmen ellers lægger for dagen.
Så giver Gerard Butler i det mindste et smil på læben, når han gaba-gooler sig igennem sine scener, også selvom Louies vulgære dialog er raseriinducerende edgelord. Det bliver endnu mere latterligt, da Butler smider en pavehat over sine afblegede tips i Dantes tidsperiode og giver den et skud som den katolske kirkes overhoved med en gebrokken Super Mario-accent.
Guldmedaljen for yikes-præstationer må dog deles mellem Wonder Woman og Aquaman. Gal Gadot er karismaforladt og katatonisk som altid, og jeg kan kun gå ud fra, at Jason Momoas garderobeassistent er en stor Amber Heard-fan, for det idiotiske blikfang af en giga-hat, han har på hovedet, ville gøre Bendtner grøn af misundelse.
Da de to hen ad mod filmens afrunding mødes i et stand-off om, hvem der kan sige pistol på den mest aparte måde, er det svært ikke at le.
Rejsen derhen er dog tung som melasse. Men hvem ved – måske det her banale stykke Dante-fanfic er guf for hans fans.
I så fald hører historien hjemme som en murstensroman fra 2002, ikke en overproduceret, Netflix-distribueret thriller i 2026. Eller bedre endnu: i glemmebogen.
Kort sagt:
Martin Scorseses enorme skæg er næsten lige så stort som Jason Momoas idiotiske hat i en film, der er så pinlig for alle involverede, at den forhåbentlig er glemt i morgen.