’Hokum’: Hypet horrorfilm fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig allerede efter få minutter
FILM. Det er sjældent, at horrorfilm får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Efter at have indtaget alt for mange af slagsen er jeg nok blevet lidt immun.
Derfor blev jeg overrasket, da jeg kort inde i Damian McCarthys ’Hokum’ begyndte at kigge rundt i min mørklagte stue.
Var der noget herinde?
At filmen formåede at spille mig et puds på den måde, hensatte mig i småekstase.
Første kriller opstod, da forfatteren Ohm Bauman (Adam Scott) er i gang med at færdiggøre sin bogtrilogi om en conquistador. I sit dunkle hjem ser han en skikkelse stå og betragte ham. Da han lyser med sin skrivebordslampe, er den væk.
Men da han vender lampen ned mod bordet, og vi ikke bliver blændet af det kraftige lys, står den nu ved siden af ham.
Det er et klassisk jumpscare i spøgelses- og dæmongenren. Men den korte optakt er alligevel uhyre effektiv. Selv ved gensyn giver det et lille gib i kroppen.
Resten af filmen er lige så fermt iscenesat.
Ohm tager til Irland for at sprede sine afdøde forældres aske på det sted, hvor de var på bryllupsrejse – og samtidig forsøge at afslutte bogen, der volder ham problemer.
Blandt de lokale er hotelejerens glatte svigersøn Mal (Peter Coonan), der står for det meste af den daglige drift, den charmerende bartender Fiona (Florence Ordesh), som Ohm falder i snak med, og den spøjse hjemløse Jerry (David Wilmot), der bor ude i den nærliggende skov og bærer på en tragisk hemmelighed.
At gå i nærmere detaljer med plottet vil være at frarøve publikum fortællingens mange overraskende twists og skræmmende øjeblikke.
Der bliver trukket på irsk folk horror, en gedigen omgang spøgelseshejs og ting, der lurer i mørket. Plus mennesker, når de er værst.
Damian McCarthy viser imponerende evner som historiefortæller. Instruktøren står også bag manuskriptet, og vekslingen mellem hjerteskærende eksistentielt drama og rendyrket gys er fremragende.
Adam Scott har vist i ’Severance’, at han i den grad mestrer skildringer af mænd, hvis verden er ved at gå i opløsning. Der er heller ingen, som kan levere en knastør og bidende replik som den tidligere ’Parks & Rec’-skuespiller.
Det er Scott, der bærer ’Hokum’ og formidler Ohms altoverskyggende traumer.
Fortiden er nøglen til at besvare alle spørgsmål i filmen, og McCarthy ved, hvornår og hvordan han skal dosere sine afsløringer.
Fotograf Colm Hogan, som også filmede McCarthys forrige horror-odyssé ’Oddity’, arbejder fint med mørket, så man lige nøjagtig kan se, hvad der foregår, men alligevel er nødt til at knibe øjnene sammen for at være sikker. Det er dunkelt, stemningsfuldt og mareridtsinducerende, når forvrængede ansigter dukker op ud af ingenting og hjemsøger publikums sind.
Danmarks egen allestedsnærværende lyddesigner Peter Albrechtsen er efterhånden blevet go-to-guy for god gyserlyd og har også bidraget til den grufulde stemning sammen med Jenny ’Lydmor’ Rossander, hvis infernalske dæmonskrig også leverer varen denne gang.
Filmens titel betyder vrøvl eller noget, som ikke er sandt. Men hypen omkring ’Hokum’ og instruktør Damian McCarthy er i den grad virkelig.
Kort sagt:
Den hypede horrorfilm ’Hokum’ imponerer med stærke gys og godt filmhåndværk, der understøtter en overraskende historie med vellykkede twists og en gribende historie om fortidens traumer.