Tidligere på måneden skrev vi om den første teaser til Nathan Fielder og Lance Oppenheims kommende dokumentar om Theranos-svindleren Elizabeth Holmes, som mildest talt så ubehageligt klaustrofobisk ud.
Men med den første egentlige trailer bliver det hele tilsyneladende meget værre. Og mærkeligere.
34 dage før Holmes skal afsone sin 11-årige fængselsdom, inviterer hun et filmhold bag kulisserne for at fortælle sin side af historien. Det, der begynder som et intimt portræt af Theranos-svindleren, udvikler sig til en vanvittig rejse, hvor filmholdet følger hende tæt i mere end tre år.
Traileren åbner med, at Fielder spørger Holmes, om hun virkelig mener, at hun ikke gjorde noget forkert. Det afviser hun, og da han spørger, hvordan hun så endte, hvor hun er, svarer hun, at hun ikke selv forstår det.
Vi får også introduceret Holmes’ kæreste, Billy Evans, som sammen med den tidligere tech-darling forsøger at navigere i livet efter Theranos-skandalen. Filmholdet har haft adgang til Holmes, Evans og deres to børn døgnet rundt.
Fielder bliver ved med at grave i Holmes’ fortid og stille spørgsmål til hendes version af begivenhederne, mens han får en stadig mere omfattende adgang til familiens hverdag.
I 2003 grundlagde den dengang 19-årige Elizabeth Holmes blodtestfirmaet Theranos og lovede, at man med en enkelt dråbe blod kunne udføre hundredvis af medicinske tests. Firmaet og Holmes blev hyldet, og Theranos havde på sit højeste en anslået værdi på ni milliarder dollars.
Problemet var, at teknologien ikke eksisterede og aldrig kom til at virke som lovet. I 2022 blev Holmes kendt skyldig i bedrageri mod investorer og idømt 11 års fængsel.
Bag filmen står ’Primetime’-aktuelle Lance Oppenheim og Nathan Fielder, der tidligere har stået i spidsen for de bizarre komedieserier ’Nathan For You’ og ’The Rehearsal’, som er lavet i samarbejde med A24.
Det er ikke første gang, at Holmes’ historie er blevet fortalt på skærmen. I 2022 spillede Amanda Seyfried den unge svindler i den roste serie ’The Dropout’, ligesom Alex Gibney fortalte den i dokumentarform tilbage i 2019 i ‘The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley’.
’You Can See Everything’ havde verdenspremiere som Telluride Film Festivals hemmelige TBA-visning i september, men dansk premiere er endnu uvis.
