Forleden besluttede Angelina Jolie sig for at oprette en Instagram-profil. Og ikke så overraskende var den filantropiske stjerneskuespillers første opslag ikke en selfie eller et skud fra den røde løber, men et vidnesbyrd fra et af ofrene for Talebans overtag i Afghanistan denne uge.
»Dette er et brev, jeg har fået tilsendt fra en teenagepige i Afghanistan. Afghanistans folk mister lige nu muligheden for at kommunikere på sociale medier og udtrykke sig frit. Så jeg er kommet på Instagram for at dele deres historier og stemmerne hos dem, der verden rundt kæmper for deres basale menneskelige rettigheder«, har Angelina Jolie blandt andet skrevet under opslaget.
Man kan mene, hvad man vil om motivationen bag berømtheders velgørenhedsprojekter, men den navnløse afghanske piges stemme er rent faktisk nu blevet hørt – eller liket – af millioner. Og Jolie har siden opslaget slået rekord på det sociale medie som indehaver af den profil, der hurtigst har nået en million følgere.
Det tog stjernen tre timer at runde de magiske digits. Tidligere rekordindehavere tæller Rupert Grint med 4 timer og 1 minut og David Attenborough med 4 timer og 44 minutter.
Angeline Jolies profil har i skrivende stund 6,9 millioner følgere.