’Cruel Summer’: Whodunnit-hook gør denne serie umulig at slukke for

’Cruel Summer’: Whodunnit-hook gør denne serie umulig at slukke for
Kate og Jeanette i 'Cruel Summer'. (Foto: Amazon Prime)

To teenagepiger. I 1993, 1994 og 1995. I 1993 er den ene populær og den anden én af outsiderne. Pludselig forsvinder den populære pige. I 1994 dukker hun op igen. Hun har været kidnappet og implicerer outsiderpigen. I 1995 et efterspil. Hvem gjorde hvad? Og hvorfor?

’Cruel Summer’ er YA-fiktion med et solidt whodunnit hook: Var outsideren Jeanette involveret i kidnapningen af den populære Kate? Stjal hun hendes liv, kæreste og venner? Eller er hun uskyldig?

Sagen skitseres – og sættes på spidsen – på få minutter. Vi forstår, at disse piger har været gennem hver deres helvede og stadig befinder sig i det. Gennem imponerende colorgrading og tydelige visuelle markører (frisurer, tøj, bøjler osv.) springer vi mellem et Technicolor-sprudlende 1993 med sommerferieløjer i storcenteret og et nærmest Gotham-esque gråt og grumset 1995, hvor skylden ligger som en våd, tung dyne over den lille, texanske by.

Det spiller. Hvert afsnit springer ivrigt mellem (og inden for) de tre perioder, men man er aldrig i tvivl om, hvor vi er, og hvor karakterne er i deres udvikling.

De første afsnit følger vi Jeanette tæt. Den sårbare outsider, der smider bøjlen, udglatter håret og blomstrer som en anden bly ’She’s All That’-viol. Senere foldes Kate ud og bliver til mere end Miss Teen USA med Colgata-smil. Karaktertegningerne bliver dog kun lige akkurat mere end skabelontykke. Det er ikke for den skelsættende, realistiske hudfletning af teenageeksistensen, at man skal se ’Cruel Summer’. Fordi en sådan rummer serien ikke. Tænk snarere farverig fabel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det gør imidlertid mindre i de første afsnit, hvor det er umuligt at stoppe fra afsnit til afsnit. Hvem har kidnappet Kate? Hvordan er Jeanette pludselig blevet så populær? »Lige et afsnit mere«, tænker man, mens det elementært spændende mysterium introduceres i perfekte doser med knivskarp klipning.

Midtvejs gennem serien bliver det mere problematisk, idet ’Cruel Summer’ – som 90 procent af alle serier – er to-tre afsnit for lang. Der introduceres flere småkedelige subplots, der havde haft godt af mindst en halv time kortere på manussiden – blandt andet forholdet mellem Jeanettes forældre og en påklistret romance Jeanettes smånørdede ven Vince og footballspilleren Ben, der smager af LGBTQ-pleasing.

I sidste ende holder man dog fingeren fra sluk-knappen, fordi seriens skaber og hovedforfatter Bert V. Royal sørger for hele tiden at lægge det rigtige antal brødkrummer ud.

Hver gang ét lille spørgsmål besvares, dukker et nyt op. Hvorfor har den nye viceinspektør på pigernes highschool ingen familie? Hvorfor har han købt så stort et hus? Samtidig giver de unge skuespillere den tilpas meget skrue på narcissisme og weltschmerz til, at man løbende danner sym- og antipati for dem.

’Cruel Summer’ får med sit stramme greb om fortællingen verden til at føles lille og indsnævret. Der findes kun denne texanske flække, disse to piger og dette ene mysterie.

Det er klaustrofobisk, og det virker.


Kort sagt:
Hvem gjorde hvad og hvorfor? ’Cruel Summer’ er et klassisk whodunnit-mysterium med YA-kolorit og er derudover en decideret opvisning i krydsklipning. Der er allerede annonceret en ny sæson.

Anmeldt på baggrund af hele første sæson.

’Cruel Summer’. Serie. Hovedforfatter: Bert V. Royal Medvirkende: Chiara Aurelia, Olivia Holt, Froy Gutierrez, Hayley Quinn Smith, Michael Landes, Blake Lee Spilletid: 10 afsnit á 45 min. Premiere: Kan ses på Amazon Prime
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af