Barry Keoghan, som er med i Marvels kommende ’Eternals’, blev natten til søndag fundet ude foran det luksuriøse G Hotel i Galway i Irland, hvor han var indlogeret.
Den 28-årige skuespiller var blevet udsat for et overfald, som resulterede i seriøse ansigtsskader. Keoghan er dog nu blevet udskrevet og skal komme sig oven på den ubehagelige oplevelse.
Barry Keoghan slog igennem i Yorgos Lanthimos’ ’Killing of a Sacred Deer’ og har også kunnet ses Christopher Nolans ’Dunkirk’ og HBO-serien ’Chernobyl’.
Skuespilleren er oprindeligt fra Irland og var i weekenden på hjemmebesøg. Han blev tidligere samme aften spottet, mens han hyggede sig rundt omkring i byen. Han poserede blandt andet på et billede med en lokal frisør, som endte i hendes Instagram-feed.
En Galway-beboer udtaler til magasinet Sunday World: »Man så ham rundt i byen. Han sagde, at han var her for at besøge nogle lokale, som han var blevet venner med i udlandet«.
Hvad der skete op til overfaldet, vides endnu ikke, og der er heller ikke nogen anholdte, mens Keoghan altså er uden for livsfare og udskrevet.
Lige nu kan man se Barry Keoghan i en mindre rolle i den biografaktuelle ’The Green Knight’, og ud over ’Eternals’ kan man glæde sig til næste forår, hvor han skal spille Gotham-politibetjent i Mark Reeves’ ventede ’Batman’.