Når Ben Affleck og Matt Damon om en måneds tid kan opleves i Ridley Scotts kommende ridderfilm ’The Last Duel’, er det ikke sikkert, at det er deres skuespillerpræstationer, de vil blive husket for, når rulleteksterne er slut.
De to stjerners frisurer i filmen er nemlig hurtigt kommet i fokus. Soundvenues Jakob Freudendal beskrev dem som »nogle af de mest rædderlige frisurer længe« i sin reportage fra verdenspremiere på Venedig-festivalen, mens Indiewire samstemmende kaldte dem »nogle af de værste frisurer, der nogensinde er set på film«.
Tilsyneladende deler Ben Affleck den holdning. Til Entertainment Weekly siger både han og Matt Damon, at det var Ridley Scott selv, der fik ideen til deres look, der giver Affleck totalt afbleget hår, mens Damon har fået en mullet.
»Ridley er meget visuel, og han sendte disse looks, hvor han havde sat vores ansigter ind«, fortæller Damon.
»Vi var ret chokerede«, tilføjer Affleck. »Men han er sådan en betagende visuel kunstner, og han er instruktør, så man stoler på ham. Jeg håber ikke, at folk forlader biograferne med fokus på det. Men det hjælper os begge med ikke at føle os, som folk generelt ser os, og som en del af denne anden verden«.
Han fortsætter til Entertainment Weekly:
»Til at starte med tænkte jeg, ’wow, det er chokerende, tror du virkelig, at det vil virke’? Men han troede virkelig på det, så jeg tænkte ’okay, jeg stoler på dig. Lad os gøre det’«.
Matt Damon forklarer sit mullet-look som et resultat af, at hans karakter konstant går i krig. »Han ville slås, og Ridley kunne lide ideen om, at jeg bare tog en kniv og skar siderne af mit hår, så jeg kunne få hjelm på«.
Affleck siger, at hans afblegede look handler om at »repræsentere magt«. »Jeg er patriarkatet, magtstrukturen. Alle de ting kropsliggøres i denne karakter og visualiseres i den måde, vi er klædt på«.
Om det danske publikum kan abstrahere fra de to stjerners hårstil, vil vise sig, når ’The Last Duel’ får premiere i de danske biografer 14. oktober.