Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag var firstmovers herhjemme på webseriefronten og fik flot succes med deres sjove og rørende generationsportræt ’29’, der sluttede foreløbigt med ’33’ i starten af året.
Og nu går de – selvfølgelig! – til spillefilmen.
Jesper og Julie har skrevet, instrueret og spiller hovedrollerne i filmen ‘Elsker dig for tiden’, som de beskriver som en moderne romantisk komedie.
Filmen handler om Anna og Thomas, der er hinandens modsætninger: Hun en moderne karrierekvinde med et usentimentalt forhold til kærligheden, han en romantiker, der leder målrettet efter den eneste ene.
»Med støtte fra deres venner følger vi Anna og Thomas’ rejse fra det allerførste møde, igennem den forvirrende forelskelse og til hverdagen melder sin nådesløse ankomst i parforholdet. Begge konfronteres undervejs med deres høje krav til kærligheden, forventninger der møder virkelighed, konstant tvivl og ikke mindst deres manglende vilje til at gå på kompromis«, lyder det i filmens officielle synopsis.
I en pressemeddelelse udtaler Jesper & Julie:
»Vi har længe drømt om at skabe en moderne romantisk komedie, som taler ind i vores tid. En dramakomedie, der har alle nuancer af kærligheden med. For kærligheden virker til at have det svært i disse år. Drømmen eksisterer stadig – men det er bare ikke altid, at den matcher virkeligheden«, siger de og fortsætter:
»Vi håber og tror på, at mange unge vil føle sig set og forstået med denne film. Vi følger i filmen tre meget forskellige kærlighedshistorier igennem alle faserne af kærligheden. Så uanset om publikum er singler, forelskede, i et langt forhold, gift eller i hjertesorger, vil de formentlig kunne se sig selv i filmen«.
Optagelserne til ‘Elsker dig for tiden’ starter ganske snart, og premieren forventes at blive til efteråret næste år.