Daniel Craig kalder ‘Quantum of Solace’ et »shit-show«

Daniel Craig kalder ‘Quantum of Solace’ et »shit-show«
Daniel Craig og Olga Kurylenko i 'Quantum of Solace'. (Foto: PR)

Den biografaktuelle ‘No Time to Die’ markerer afslutningen på Daniel Craigs tid som Bond, James Bond efter fem ture i manegen. I den anledning har den britiske skuespiller gang i den helt store presseturne, hvor han blandt andet ser tilbage på sin tid som 007.

I The Empire Film Podcast fortalte skuespilleren således om oplevelserne med at lave sine første to Bond-film, ‘Casino Royale’ og den udskældte ‘Quantum of Solace’. Og hvor førstnævnte står som et højdepunkt for skuespilleren, er han ikke just begejstret for sidstnævnte (via The Playlist).

»Jeg har enormt gode minder om optagelserne af ‘Casino Royale’. Der skete alt det her pis rundt om filmen (hvor castingen af Craig blev mødt af store protester, red.), men det var meningsløst for mig, fordi jeg vidste, at vi havde en god film på hånden. Jeg vidste, at ‘Casino’ var god. Så jeg kunne læne mig tilbage og sige: ‘Vent og se. Det kommer til at blive godt. Lad være med at bekymre jer’«, siger Craig.

Alt begyndte imidlertid at ændre sig, efter at Craig havde sat sin første Bond-film i verden og kunne mærke forventningspresset.

»Jeg begyndte at længes efter den person, jeg var, da jeg lavede ‘Casino’. For meget viden er nogle gange ikke en god ting. I starten var der en masse ting, jeg ikke vidste. Om hvordan det hele fungerede, mekanikken i det. Hvordan verden virkelig så Bond. Alle de ting forstod jeg ikke«, siger han og fortsætter:

»Men så begyndte jeg at forstå dem, og vægten af ansvaret begyndte at tynge mig. Problemet med ‘Quantum of Solace’ var, at det var lidt af et shit-show, for at sige det mildt. Jeg kunne mærke vægten af rollen, hvilket fik mig til at gå i baglås, tror jeg. Heldigvis har det sidenhen handlet om at løsne op og forsøge at finde tilbage til følelsen af ‘Casino’, som var: ‘Det er James Bond, kom nu, nyd det. Hav det sjovt’«.

‘No Time to Die’ kan ses i biografer over hele landet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af