En sidste skål for Daniel Craigs Bond: »Undskyld, at jeg nogensinde tvivlede på dig«

Fra medie-prygelknabe til nationalskat, der fik kronjuvelerne pryglet af Mads Mikkelsen i debutfilmen ’Casino Royale’: Daniel Craig måtte lægge ryg til megen kritik, før vi overgav os til hans James Bond. Nu er han aktuel i sin sidste film i hendes majestæts hemmelige tjeneste, ’No Time to Die’. Og han vil blive savnet, skriver Lise UIrich.
En sidste skål for Daniel Craigs Bond: »Undskyld, at jeg nogensinde tvivlede på dig«
Daniel Craig som James Bond. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Kære Daniel Craig.

Magasinet er tømt i din Walther PPK. Smokingen sendt til evighedsrens.

Efter 15 år og fem film byder du os og Bond, James Bond, farvel med et brag. Og her på falderebet finder jeg det kun passende at benytte lejligheden til at sige noget, jeg aldrig havde troet ville rulle over mine læber, før ’Casino Royale’ hævede indsatsen og barren for hele Bond-franchisen:

For pokker, du vil blive savnet.

»Ja, ja, den er god med dig, bagkloge kritiker«, tænker du måske på knastør Bond-karakteristisk jeg-giver-ikke-to-fucks-for-din-skepsis-ærkebritisk. For jeg bilder mig ikke ind, at du har glemt, hvordan vi var mange (rigtigt mange), der vrælede arrigt over din casting dengang i en svunden, naiv filmtid.

Jeg boede selv i England i det herrens år 2005, hvor det på en frisk oktoberdag blev annonceret, at du havde fået rollen efter mere end et års glødende spekulationer. Og jeg indrømmer gerne, at jeg og mine universitetsvenner rask væk hoppede på anti-Craig-vognen, der kørte larmende igennem Londons gader i månedsvis, tanket godt op på mediernes spot og spe.

Du var for blond, for brysk, blottet for humor og dine flyveører for fjollede.

Skulle du, hvis rolle som Paul Newmans über-creepy søn i Tom Hanks-filmen ’The Road to Perdition’ stod alt for klart i erindringen, virkelig gøre det ud for alletiders mest dødbringende forfører i skræddersyet sort-hvidt?

Jovist, du havde gjort en stærk figur i actionkrimien ’Layer Cake’ året forinden, men roserne var hurtigt blevet trådt under fode i tabloidpressen, der angav, at du havde »stjålet« din medspiller Sienna Miller fra Jude Law. Saftigt snask (ja, vi var alle idioter dengang. Vitterligt).

Hadet gav dig alvorlige mindreværdskomplekser og fik dig til at græde salte tårer i privaten. Det fortalte du sidste år til GQ, og jeg og – håber jeg – tusinde andre dengang så blindt nostalgiske Bond-båtnakker græmmede os indvendigt over vor nederdrægtighed.

Du fik knapt et ben til jorden.

Indtil du overnight fejede benene væk under os.

Klappede af fryd

I november 2006 åbnede ’Casino Royale’ i biografer verden over, og med ét fik vi ikke blot en ny, gåsehudsinducerende god Bond. Vi fik den makeover af franchisen, vi ikke anede, at vi havde hungret efter.

Et par dage efter premieren sad jeg selv i en pakket biograf i London-bydelen South Kensington og var på en og samme tid ved at tude af national stolthed over at se Fischer fra ’Rejseholdet’ og Nannas far sparke røv kronjuveler som superskurke, dybt rørt af din sitrende kemi med Eva Green og barnligt begejstret over hver en gadedrengeflabet bemærkning, du slyngede ud som en fræk meta-finger til kritiker-etablissementet.

Jeg var ikke alene: Min midaldrende, mandlige sidemand så godt som klappede af fryd, da du opdaterede alletiders mest trætte replik-trope:

Bond: »Vodka martini«.

Bartender: »Shaken or stirred?«

Bond: »Do I look like I give a damn?«

’Casino Royale’ var en triumf. Du var en triumf. Dine blå speedos i filmen vendte lede til landsdækkende liderlighed (det skal være dig vel undt, hvis du skreg af grin et sted i kulissen).

Daniel Craig og Mads Mikkelsen i ‘Casino Royale’. (Foto: PR)

For din Bond formåede jo på modig vis, hvad ingen af dine forgængere havde lykkedes med:

Han sejrede som ikon såvel som et ægte, fejlbarligt, glimtvist sårbart (gisp!), hidsigt menneske af kød og blod, der kørte i grøften, fik bøllebank, så det gjorde ondt på os helt nede i salen, og fik sit hjerte knust. Alt sammen uden at give køb på en coolness så overlegen, at snart sagt samtlige hankønsvæsner i biografmørket (i min biograf, i hvert fald) automatisk rettede ryggen en kende.

Pludselig var der uendelig lang tid til den næste Bond-film, og så meget desto mere brandærgerligt var det, at ’Quantum of Solace’ snublede eklatant qua en længerevarende forfatterstrejke i Hollywood.

Det var ikke din skyld – du var atter fremragende – men der lød alligevel et lettelsens suk, da ’American Beauty’-instruktøren Sam Mendes, som du også havde arbejdet med i ’Road to Perdition’, tog tøjlerne på ‘Skyfall’ og trak fem Oscar-nomineringer og udbredt anmelderkærlighed i land.

Din Bond havde rod i følelseslivet, og du var mere end mand for at løfte dramaet til et ambitiøst niveau, der fik branchen til at hviske om, at 007 anno 2010’erne havde potentiale til at forvandle action-lol til smægtende storfilm.

Simultant med, at du og din kompromisløse intensitet igen og igen beviste med gyselig bravur, at tortur på skærmen er noget, vi deler, hvorfor der blev »adddd«’et og »ejjj«’et til den helt store guldmedalje, mens du fik giftige nåle og deslige stukket i dig.

Banede vejen for fremtiden

Med den mindre (ahem) sammenhængende ’Spectre’ forstummede prisfilmsdrømmene ganske vist i pressen, men for filan, hvor du fik os ud på kanten af stolesædet under dit vilde ridt igennem Mexico City og Dia de Muertos festlighederne i den forrygende åbningsscene. Kunne du høre os hvine af euforisk adrenalin? Det fortjente du.

Nu er vi så ved vejs ende, og hvor smukt er det ikke, at dit sidste ridt i ‘No Time to Die’ begaves med en stjerneregn til at matche ’Casino Royale’?

Daniel Craig i ‘No Time to Die’. (Foto: MGM)

Du forlader os og hendes majestæts hemmelige tjeneste på toppen (godt for dig, kongehuset har alligevel efterhånden flere plothuller end ’Quantum of Solace’). Og efter at have slået fast med syvtømmersøm, at det hverken gavner Bond eller publikum at behandle karakteren som et urørligt koryfæ, der ikke har mandsmod til at udvikle sig med sin samtid.

Du opfordrede ’Fleabag’-geniet Phoebe Waller-Bridge til at give manuskriptet til ’No Time to Die’ en kæk saltvandsindsprøjtning. Du har klasse, kære Craig, og selvindsigt nok til at fremhæve karakterens mere bedagede ’attributter’, som da du i et interview (med The Red Bulletin) slet og ret kaldte Bond for »misogyn«.

Den kommende James har store sko at udfylde, absolut, men på mange måder har du arbejdet bagdelen ud af bukserne for at smække døren på vid gab for mere alsidige fortolkninger af alletiders mest elskede martini-aficionado (med en lidt for sponsoreret affektion for Heineken, men lad nu det ligge).

Tak for kampen. Og undskyld fra hjertet, at jeg nogensinde tvivlede på dig.

‘No Time to Die’ kan ses i biografen nu.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af