To af efterårets største biograffilm er Bond-braget ’No Time to Die’ og sci-fi-eposset ’Dune’, der lige nu begge kan ses på det store lærred landet over.
Umiddelbart har de to titler ikke meget til fælles – men én mand er klar til at bygge bro.
Instruktøren bag ‘Dune’, Denis Villeneuves har nemlig et brændende ønske om at instruere en Bond-film.
Til podcasten ‘Happy. Sad.Confused.’ fortæller Villeneuve om sin kærlighed til Bond-franchisen og roser Daniel Craig for det, skuespilleren har formået at tilføje karakteren over de sidste 15 år.
Og får Villeneuve mulighed for selv at instruere en Bond-film, vil han slå til med det samme:
»Jeg ville virkelig elske at lave en James Bond film en dag. Det er en karakter, jeg har fulgt siden min barndom. Jeg har en massiv kærlighed til Bond. Det ville være en kæmpe udfordring at nytænke universet, efter hvad Daniel (Craig, red.) har gjort. Det, Daniel har bragt til Bond, er så unikt og stærkt og ægte og uforligneligt. Han er den ultimative James Bond«.
Villeneuve tilføjer:
»Jeg ved ikke, om det overhovedet kunne komme til at ske, men det ville være et privilegium. Det ville være en ren filmisk nydelse«.
Om Villeneuves ønske går i opfyldelse er én ting. Om instruktøren også har tid til det, hvis det kommer dertil, er en anden. Bliver ’Dune’ en succes, står Villenueve således på spring til at udvide universet til en trilogi. Og i så fald går den populære filmskaber selvsagt en travl fremtid i møde.